Den nødvendige selvcensur
Af: forfatter Inge-Helene Fly

Lad det være sagt med det samme: Jeg går ind for retten til at ytre sig frit i skrift og tale i den offentlige debat. Jeg er opvokset i et demokrati og uddannet i institutioner, hvor kritisk stillingtagen er blevet fremelsket og trænet. Og det er godt. Det tjener os godt som samfund, at vi kan kritisere magthaverne. Vi skal stille kritiske spørgsmål til vores politikere, til politiet, til direktørerne, til bankfolkene, til de autoriteter, der påvirker vores liv med love og udøvelsen af dem. Vi skal have fyldestgørende svar fra dem på vigtige spørgsmål, der drejer sig om vores samfund og fremtid. Det er sådan, det er at leve i et demokrati, hvor den til tider besværlige samtale hele tiden skal føres. Men når jeg mener, at selvcensur er nødvendig, hænger det bl.a. sammen med den moralske ytringsfrihed. Den form for ytringsfrihed er i modsætning til den juridiske begrænset af hensyn, man tager til andre mennesker fx familie, venner, naboer, mindretal, særlige grupperinger eller andre borgere i samfundet. Og det er den moralske ytringsfrihed, vi skal have mere i baghovedet, når vi udtaler os om noget – især på de sociale medier.

Lad mig opridse forskellen på den moralske ytringsfrihed og den juridiske ytringsfrihed. Sidstnævnte er indskrevet i grundlovens § 77 og lyder sådan: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” 1) Læg mærke til ordene ”på ny”. Ja, der har været censur i Danmark, og den skal vi ikke have tilbage. Vi skal have ret til at kritisere fx politikere. Men læg også mærke til ordene ”under ansvar for domstolene”. Der er begrænsninger i den juridiske ytringsfrihed fx er det strafbart at udtale sig racistisk og opfordre til terror. I den juridiske ytringsfrihed har man altså ret til at offentliggøre stort set alle sine tanker, mens den moralske ytringsfrihed lægger op til, at man tænker sig om og tænker på andre, før man ytrer sig. Jeg synes, at der er grund til at minde om hensynet til andre i vores ophedede debatklima.

Dermed mener jeg ikke, at man aldrig skal krænke andre mennesker. Selv er jeg forfatter og har en kunstnerisk ytringsfrihed. Jeg har fastholdt passager i tekster, der gjorde min mor ked af det. Jeg har også bortcensureret beskrivelser i tekster, der ville gøre min mor ked af det og dermed udøvet selvcensur. Den situation er der mange forfattere, der sidder i, og selvcensur er en del af det at skrive. Når jeg har valgt at skrive noget sårende, er det fordi, det er min historie, jeg fortæller. Og jeg har retten til at fortælle min egen historie, selv om den sårer andre. Jeg har gennemtænkt det nøje og tager ansvaret for det. Nogle gange er det nødvendigt at såre andre, fordi det man vil fortælle er vigtigt – for sig selv eller for samfundet eller begge dele. Kunstnere skal kunne lave værker, der provokerer, er på kant med den herskende mening, gør grin med religion etc. Folk er ikke tvunget til at se på en skulptur eller et maleri, de ikke bryder sig om. I et demokrati skal man kunne tåle den grimme, den provokerende, den grænseoverskridende kunst, men som kunstner må man nøje overveje intensionen med sine værker og hvilken sammenhæng, de optræder i. Det er ens pligt som kunstner.

Selvfølgelig skal vi have et frit debatklima. Som jeg plejer at sige: Vi kan tale om alt her i landet – også problemer med integration og folk med penge i skattely i Panama. Men det er måden, vi taler om alt på, der er noget galt med. Vi tilsviner hinanden, afbryder, taler i munden på hinanden, vil dominere, maser os på, lytter ikke, mangler respekt, er hurtige til at fælde dom over andre og vil ikke altid stå til ansvar (med navns nævnelse) for det, vi selv har udtalt. Desuden er der problematikken omkring de forskellige fora, vi kan udtale os i. Der er stor forskel på, om man står face to face med den person, man taler med, om man kender den anden i forvejen, og hvilken sammenhæng man debatterer i. Om det er sagen, man er interesseret i, eller man går efter at nedlægge manden eller kvinden. Om man skal have luft for nogle frustrationer, man har opbygget i løbet af dagen, eller om man er dybt optaget af den pågående debat. I førstnævnte tilfælde kan jeg varmt anbefale boksning eller dans, alt afhængig af hvad man er til. Det er ikke for meget at forlange i vores postfreudianske tid.

 

Og det er her selvcensuren kommer ind i billedet eller selverkendelsen – øvelsen i at stille kritiske spørgsmål til sig selv: Hvad er det, jeg vil med mine ytringer? Vil jeg afdække en sag? Vil jeg fornærme nogen mennesker? Er det vigtigt, det jeg har at sige? Vigtigt nok til at gøre andre kede af det? Hvad hvis det var mig, der var modtageren af mine ytringer? At stille de spørgsmål til sig selv er en del af det at være en borger, som deltager i debatten. Der er også krav til de personer, der kritiserer autoriteterne. Kort sagt beder jeg om, at man gennemtænker det, man vil sige eller udtrykke, før man skriver eller udtrykker det i offentligheden. At man ikke handler per automatik. Ellers bliver det et højtråbende og mudderkastende demokrati, vi får, hvor det ikke er friheden, der er i højsædet, men småaggressionerne samt ævl og kævl.

Blogindlæg udgivet her er udtryk for kunstnernes egne holdninger.

  • Citat fra iBureauet / Dagbladet Information, februar 2015, af journalist Malene Fenger-Grøndahl