Nøglen til en visionær 2040-kulturpolitik ligger blandt andet i samspillet mellem kunststøtte og arbejdsmarkedspolitik, skriver Dansk Kunstnerråds forperson Søren Bang Jensen i dette debatindlæg bragt i Kulturmonitor d. 25. februar 2026.
Søren Bang Jensen. Foto: Ty Stange.
Den i forvejen meget kulturpolitisk aktive SVM-regering sætter nu flueben ved et af de sidste punkter på sin kulturpolitiske to-do-liste, nemlig ambitionen om at formulere en sammenhængende kulturpolitik, der skal »løfte kunsten og kulturens stilling i samfundet«, som det hedder i regeringsgrundlaget.
Det er enormt positivt og kan ende med at blive et af regeringens vigtigste aftryk, for med en 2040-vision kan vi opnå noget, som den traditionelle kulturpolitik har svært ved: At løfte blikket og se længere end til de løbende debatter om fordeling af midler og om enkeltstående initiativer på Kulturministeriets ressortområde.
For os i Dansk Kunstnerråd er det afgørende, at en visionær kulturpolitik tager udgangspunkt i, at kunst og kultur er vævet ind i alle dele af samfundet. Derfor skal en 2040-kulturpolitik også inddrage det, man med et lidt akademisk begreb kan kalde implicit kulturpolitik: Det handler om at skabe velfungerende rammer for kunsten og kulturen, også når det kræver indsatser på områder, der ligger udover Kulturministeriets ressortområde.
På den baggrund ser vi i Dansk Kunstnerråd tre pejlemærker for en kulturpolitisk 2040-vision:
1: Kulturlivet trives, når kunstnerne trives
Ligesom man aldrig kunne finde på at lave en sundhedspolitik uden at indtænke læger og sygeplejersker, bør en kulturpolitisk vision indeholde en målsætning om at skabe bæredygtige arbejdsforhold for kunstnerne. Det kræver, at man inddrager blandt andet skattepolitik og arbejdsmarkedspolitik.
Kunstnere er typisk atypisk ansatte – freelancere på et meget prekært arbejdsmarked. Vi passer ikke ind i lovgivningens rigide kategorier for lønmodtagere og selvstændige. Derfor falder vi ofte mellem stolene.
Det lyder måske ikke særligt sexet kulturpolitisk betragtet, men nøglen til en visionær kulturpolitik ligger i samspillet mellem kunststøtte og traditionel arbejdsmarkedspolitik: Forudsætningen for et stærkt og velfungerende kulturliv er, at kunstnerne har ordentlige arbejdsforhold – fra vækstlag til livsværk. Det indebærer blandt andet, at kunstnere skal have samme adgang til for eksempel dagpenge og barsel, som andre arbejdstagere har. Det handler også om fair betaling og godt arbejdsmiljø på arbejdspladserne i kulturlivet.
Hvis politikerne mangler konkrete bud på at skabe bæredygtige arbejdsforhold for kunstnere, kan de søge inspiration i det Fair Practice Kodeks, som vi i Dansk Kunstnerråd lancerer i juni.
2: Behov for stærk digital kulturpolitik
Kulturområdet er et samlet økosystem, og derfor skal regeringens 2040-vision tænke i sammenhænge: Fra talent til elite, og fra det lokale til det nationale.
Sådan lød det for nylig i et debatindlæg fra en række store kulturorganisationer i Jyllands-Posten, og det er en vigtig pointe, som jeg tror, alle aktører i kulturlivet kan bakke op om. Men der mangler en vigtig tilføjelse – om vejen fra det analoge til det digitale. Det er det menneskelige aspekt, spejlingen af det levede liv, der er selve kernen i ethvert kunstværk.
Behovet for en stærk digital kulturpolitik bliver kun større de kommende år, og forfatterne bag bogen ’Verdens bedste kulturpolitik’ er inde på det samme: Mere og mere kunstnerisk indhold er kun tilgængeligt på digitale platforme, og det står efterhånden lysende klart, at vi ikke længere kan betragte internationale tech-giganter, som værdineutrale udbydere.
Hvis vi skal styrke den demokratiske modstandskraft i Danmark gennem kulturelle investeringer, sådan som der åbenlyst er behov for og heldigvis også bred opbakning til, så kræver det bedre kontrol af de digitale udbydere.
Det bliver ikke nemt. Platformene opererer ofte uden for dansk lovgivning og lever ikke op til danske normer for fair betaling for kunstnerisk indhold og rettigheder. Men regulering og nytænkning af den digitale kulturpolitik er forudsætningen for, at kunstnerisk indhold i fremtiden er tilgængeligt for alle danskere.
3: Kunstig intelligens som redskab for kunsten – ikke som erstatning af kunstnerne
Vi taler meget om ai, men har endnu kun set glimt af den disruptive kraft, der ligger i den nye teknologi. Selvfølgelig er der masser af spændende muligheder i ai, og innovative kunstnere er da også i fuld gang med at udforske dem i deres virke.
Men ai-modellerne er trænet på blandt andet danske kunstneres værker – uden at vi er blevet spurgt om lov og uden betaling. Og hvad værre er: Billig ai-genereret ’kunst’ vil i fremtiden true med at udkonkurrere kunstnerisk indhold skabt af mennesker.
Det er det menneskelige aspekt, spejlingen af det levede liv, der er selve kernen i ethvert kunstværk. I det mest dystopiske fremtidsscenarie er al fremtidig kunst reduceret til syntetiske variationer over kunst, der er skabt før 2025, fordi det økonomiske grundlag for at kunstnere kan skabe nye værker er borteroderet.
Så galt behøver det heldigvis ikke at gå, og det bør en kulturpolitisk 2040-vision være med til at sikre.
Dette debatindlæg blev bragt i Kulturmonitor i forbindelse med at 80 organisationer – heriblandt Dansk Kunstnerråd – var inviteret af kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til et indledende stormøde d. 26. februar møntet på at skabe en kulturpolitisk 2040-vision. Mødet blev aflyst pga. udskrivelsen af Folketingsvalg.