Dansk Kunstnerråd har indgået et samarbejde med Kulturens Analyseinstitut om en trivselsundersøgelse blandt kunstnere i Danmark, som er igangsat i denne uge.
Kunstnernes Trivselsundersøgelse, der er den første af sin art herhjemme, vil give et samlet indblik i, hvordan trivsel i arbejdslivet ser ud for kunstnere på tværs af kunstområder, hvilken rolle økonomi spiller for trivslen og i hvor høj grad kunstnerne trives i deres arbejdsliv.
Dansk Kunstnerråds forperson Søren Bang Jensen ser frem imod at få ny vigtig viden:
”For første gang får vi en tværgående analyse af kunstnernes arbejdsliv, der kobler økonomi og prekære arbejdsforhold med kunstnernes egne oplevelser af trivsel. Det vil give os et dybere og mere præcist vidensgrundlag om arbejdsvilkårene i kunst- og kulturbrancherne. Og det er vigtigt, hvis politikere og beslutningstagere skal kunne udvikle velfungerende politikker for kunsten og kulturen herhjemme,” siger han.
Første skridt i videnssamarbejde om kunstnervilkår
I Kulturens Analyseinstitut er det målet at lave fast og løbende udbygning af viden om de danske kunstneres vilkår, arbejdsforhold, funktion og betydning i samfundet, fortæller direktør Esben Danielsen:
“Dette er første skridt i et forhåbentligt langvarigt og godt samarbejde. Vi er superspændte på, hvor mange kunstnere, der vil tage sig tid til at svare – jo flere, desto stærkere analyse.”
Baggrund: Kunstnernes Trivselsundersøgelse
Undersøgelsen rulles ud i september-oktober 2026, hvor flertallet af ca. 20.000 professionelle kunstnere og kulturskabere i Dansk Kunstnerråds medlemskreds vil modtage link med invitation til at deltage i spørgeskemaundersøgelsen.

Kulturens Analyseinstitut indsamler og deler resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen med Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer og med Dansk Kunstnerråd.
Kulturens Analyseinstitut udfører selve analysearbejdet i undersøgelsen, som ventes offentliggjort i begyndelsen af 2027.
Kunstnernes Trivselsundersøgelse tilrettelægges i et samarbejde mellem Dansk Kunstnerråd og Kulturens Analyseinstitut og bygger videre på Kunstnere i tal, som er et løbende datasamarbejde mellem Dansk Kunstnerråd og Danmarks Statistik.
Spørgsmål til undersøgelsen? Kontakt Dansk Kunstnerråd på dkr@dansk-kunstnerraad.dk / Tlf. 21 34 00 00