Som den første kommune herhjemme har Københavns Kommune besluttet at tilslutte sig Dansk Kunstnerråds Fair Practice Kodeks. Det besluttede kommunens Kultur- Fritids- og Borgerserviceudvalg på et møde i sidste uge.
“Det har kæmpe betydning, at landets største kommune på denne måde går i front i forhold til at arbejde med fair practice for professionelle kunstnere. Vi håber selvfølgelig, at andre kommuner vil lade sig inspirere af det gode eksempel,” siger Søren Bang Jensen, forperson i Dansk Kunstnerråd.

Dansk Kunstnerråds Fair Practice Kodeks er blevet til i dialog med initiativet Fair Practice Kultur og bakkes op af Kunstnerrådets 22 medlemsorganisationer. Det blev lanceret ved to events i København og Aarhus i juni måned.
Kodekset er inspireret af det hollandske arbejde med fair practice, men er tilpasset en dansk virkelighed. Og i modsætning til Holland, hvor det er en betingelse for alle kulturelle aktører, der får offentligt tilskud at arbejde med fair practice, så er Dansk Kunstnerråds Fair Practice Kodeks kunstnernes eget initiativ:
”Vores forhåbning har hele tiden været, at politikere, fonde og institutioner kunne se værdien i at arbejde med Fair Practice. Nu viser Københavns Kommune vejen, og forhåbentligt vil det inspirere flere aktører til at tilslutte sig,” siger Søren Bang Jensen.
Kodeks er en tjekliste – ikke en facitliste
Københavns Kommunes tilslutning til Dansk Kunstnerråds Fair Practice Kodeks gælder fra 2027 og vil få betydning for alle tilskudsmodtagere, der modtager over 1 mio. kr. i tilskud, bl.a. kommunale kulturhuse, museer, kunsthal og biblioteker.
Fair Practice Kodeks er dog ikke en endelig facitliste for bedre kunstnervilkår, men snarere begyndelsen på en proces, hvor kodekset fungerer som en slags tjekliste, man som organisation kan navigere efter, understreger Søren Bang Jensen:

“Fair Practice Kodeks er et værdibåret redskab, som opfordrer til, at man på et strategisk plan stiller sig selv de rigtige spørgsmål: Hvordan arbejder vi i vores organisation med værdierne Fair betaling, Bæredygtigt arbejdsliv, Diversitet, Gennemsigtighed og Tillid,” forklarer Søren Bang Jensen med henvisning til kodekset fem kerneværdier. Han tilføjer:
“Ved at tilslutte sig kodekset, forpligter man sig til at arbejde systematisk med at skabe ordentlige arbejdsforhold for kunstnerne. At Københavns Kommune nu tilslutter sig, er et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning, ikke kun for kunstnerne, men for alle, der bruger og har glæde af et velfungerende kunst- og kulturliv.”
Download Dansk Kunstnerråds Fair Practice Kodeks som pdf her (DK)
Download Dansk Kunstnerråds Fair Practice Kodeks som pdf her (EN)
Læs mere om kodekset og find info om, hvordan man tilslutter sig her