Kunstneres rettighedsmidler i tal

Ny rapport fra Dansk Kunstnerråd giver for første gang et samlet indblik i den store betydning, kollektivt forvaltede rettighedsmidler har for kunstneres økonomi på tværs af kunstområder.

Rapporten, der udkom i august 2025, omfatter den del af de kollektivt forvaltede rettighedsmidler, der udbetales direkte til individuelle kunstnere og kulturskabere fra fx Koda, Filmex, Gramex og VISDA for brug af bl.a. musik, film, tv-produktioner og billedkunst.

”Rettighedsmidlernes rolle har ikke tidligere været opgjort samlet på tværs af alle kunstområderne. De tal, vi fremlægger her, udfylder et vigtigt hul i den eksisterende viden om kunstneres arbejdsvilkår,” siger Søren Bang Jensen, forperson i Dansk Kunstnerråd om rapporten Kunstneres rettighedsmidler i tal.

De nye data, der er fremskaffet i samarbejde med Danmarks Statistik, viser bl.a., at ca. to tredjedele (68%) af kunstnerne herhjemme modtager kollektivt forvaltede rettighedsmidler. Og at rettighedsmidler er afgørende for, at kunstnere kan leve af deres kunst:

Rettighedsmidler udgør 43% af den samlede indkomst fra kunstnerisk virke for musikere, 34% procent af den samlede indkomst fra kunstnerisk virke for kunstnere på film og tv-området, mens tallet for skuespillere og andre scenekunstnere er 27%.

Vigtige beløb i usikre kunstnerøkonomier
”Beløbene, de enkelte kunstnere modtager, varierer selvfølgelig meget. Nogle af vores dygtigste, ofte internationalt anerkendte kunstnere, kan veksle deres kunstneriske succes til økonomisk succes. Det afspejles i indtægterne fra rettighedsmidler, og dem kan vi godt være stolte af. For de fleste kunstnere udgør rettighedsmidler dog mindre, men afgørende beløb, der er med til at få kludetæppeøkonomien til at hænge sammen i arbejdsliv, der ofte er præget af høj usikkerhed og lav indkomst,” siger Søren Bang Jensen.

Han håber, at den nye rapport vil blive brugt som underlag til at fremme politik, der beskytter kunstnerisk ophavsret og værner om det danske rettighedssystem.

Søren Bang Jensen, forperson i Dansk Kunstnerråd. Foto: Miklos Szabo.

”Hvis vi vil have et stærkt og velfungerende kulturliv herhjemme, skal det være muligt for kunstnerne at få deres arbejdsliv til at hænge sammen økonomisk. De nye tal dokumenterer, at rettighedsmidlerne er afgørende for, at kunstnerne kan leve af deres kunst. Det viser, hvor vigtigt det er, at vi politisk styrker respekten for kunstnernes ophavsret, både i Danmark og på europæisk niveau,” siger han.

Kunstnerisk ophavsret i en digital virkelighed
Søren Bang Jensen peger på, at der er brug for tidssvarende lovgivning, fair aftaler og nye økonomiske modeller, der sikrer kunstnerne fair betaling, når værker, de har skabt eller har medvirket til at skabe, bliver brugt – også online.

”Vi kunstnere er selvfølgelig på ingen måde imod den teknologiske udvikling, tværtimod skaber nye teknologier mange spændende muligheder for kunsten og kulturen. Men digitale teknologier sætter også på forskellige måder kunstneres ophavsret og det danske rettighedssystem under pres,” siger Søren Bang Jensen.

Han henviser bl.a. til AI-tjenester, der uden at betale bruger kunstneres ophavsretsbeskyttede værker til at træne kunstig intelligens. Og til den stadig uløste YouSee-konflikt, hvor streamingtjenesten YouSee vil skære rettighedsbetalinger til bl.a. danske tv- og filminstruktører, manuskriptforfattere og skuespillere med 70%.

”Jeg håber, at vi med rapporten her kan bidrage til at skabe politisk forståelse for, hvor vigtigt det er at værne om kunstneres ophavsret og om det danske rettighedssystem. Og at vi på den måde kan være med til at bakke op om det vigtige ophavsretspolitiske arbejde, der er i gang, både i vores medlemsorganisationer og i kulturlivets kollektive rettighedsorganisationer,” siger Søren Bang Jensen.

Rapportens nøgletal:

Rapportens datagrundlag:

 

De nye tal viser, at ca. to tredjedele af kunstnerne herhjemme modtager kollektivt forvaltede rettighedsmidler. Tallene viser desuden, at rettighedsmidler er afgørende for, at kunstnere kan leve af deres kunst.

→ 68% af kunstnerne i Danmark modtager rettighedsmidler
På musikområdet gælder det 80% af kunstnerne, mens det på film- og tv-området og indenfor skuespil og scenekunst drejer sig om henholdsvis 70% og 63% procent af kunstnerne, der modtager rettighedsmidler.

→ Rettighedsmidler er en vigtig ’klud’ i kunstnernes kludetæppeøkonomier 
Rettighedsmidler udgør 43% af den samlede indkomst fra kunstnerisk virke blandt musikerne. For kunstnerne på film og tv-området udgør rettighedsmidler 34% af den samlede indkomst fra kunstnerisk virke. For skuespillere og scenekunstnere udgør rettighedsmidlerne 27% af indkomsten fra kunstnerisk virke.

→ Rettighedsmidler er afgørende for, at kunstnere kan leve af deres kunst
Rettighedsmidler udgør 32% af den samlede indkomst fra kunstnerisk virke for de kunstnere på film og tv-området, der lever af deres kunst.
For musikere, der lever af deres kunstneriske virke, udgør rettighedsmidler 26%, mens tallet for skuespillere og andre scenekunstnere er 20%.

→ Store forskelle mellem mandlige og kvindelige kunstneres rettighedsindtægter
For musikere er forskellen mellem mandlige og kvindelige kunstneres indtægter fra rettighedsmidler 35%. For skuespillere og scenekunstnere er forskellen mellem mandlige og kvindelige kunstneres indtægter fra rettighedsmidler 45% mens den for kunstnere på film og tv-området er 41%. For billedkunstnere og formgivere er forskellen 57%.

 

De nye data i rapporten er fremskaffet ved særkørsler i statistikken Kunstnere i Danmark, foretaget for Dansk Kunstnerråd af Danmarks Statistik i 2024-2025.

Statistikken omfatter ca. 25.000 kunstnere på tværs af kunstområderne og omfatter den del af de kollektivt forvaltede rettighedsmidler, som udbetales direkte til individuelle kunstnere.

Rettighedsmidler i denne rapport er fx:

→ Betaling til musikere og komponister fra Koda for musik spillet på radiostationer

→ Betaling fra Filmex og Gramex til skuespillere, manuskriptforfattere, scenografer og instruktører for visning af film- og tv-produktioner

→ Betaling fra VISDA til billedkunstnere for fx undervisningsinstitutioners brug af billeder.

Rapporten er en udløber af datasamarbejdet Kunstnere i tal mellem Dansk Kunstnerråd, Kunstnerrådets medlemsorganisationer og Danmarks Statistik.

Datasamarbejdet udmøntes løbende i statistikken Kunstnere i Danmark, der er den første af sin art i Norden og kan tilgås online i statistikbanken hos Danmarks Statistik.

Download Dansk Kunstnerråds nye rapport her:

 Kunstneres i rettighedsmidler i tal (pdf)

 

Læs: Kunstnerne fortæller, hvad rettighedsmidler betyder for deres arbejdsliv
Fotos øverst fra venstre til højre: Robin Skjoldborg, Daniel Buchwald, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Privatfoto, DFI, Cathrine Brix.

Udover tal og tabeller rummer rapporten Kunstneres rettighedsmidler i tal også fokusinterviews med seks markante kunstnere fra Dansk Kunstnerråds medlemskreds.

De seks kunstnere fortæller om den betydning, rettighedsmidlerne har for deres arbejdsliv. Interviewene kan både læses i rapporten og separat ved at klikke på linkene her nedenfor.

Skuespiller Sonja Richter 

Manuskriptforfatter Maja Jul Larsen

Scenograf Martin Sælan

Musiker Asger Techau

Filminstruktør Ole Christian Madsen

Musiker Pernille Rosendahl 

Tilmed dig vores nyhedsbrev