Menu
Interviewet her er ét af seks kunstnerinterviews i rapporten Kunstneres rettighedsmidler i tal, udgivet af Dansk Kunstnerråd august 2025.
Find de øvrige interviews her.
Musiker Pernille Rosendahl:
Mandlige kunstnere tjener langt mere end deres kvindelige kolleger på rettighedsmidler. Det gælder på alle kunstområder undtagen blandt forfattere, viser Dansk Kunstnerråds udgivelse Kunstneres rettighedsmidler i tal.
På musikområdet tjener mænd ca. 35 % mere på rettighedsmidler end kvinder, fremgår det af rapporten.
De nye tal bekræfter den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder i musiklivet, som også er dokumenteret i fx rettighedsorganisationen Kodas kønsstatistikker de seneste fem år. Og tallene kommer ikke bag på sanger og sangskriver Pernille Rosendahl.
”Alle i branchen ved, det er sådan, det er. Vi er blevet flere, der taler højt og peger på uligheden. Men ligestilling er først og fremmest et ledelsesansvar. Og vi mangler stadig at se, at de personer, der har størst økonomisk magt i musikbranchen, tager ansvar for ligestillingsdagsordenen,” siger hun.
Sammen med andre kvindelige musikere – blandt andre Annika Aakjær, Mathilde Falch og Signe Svendsen – stod hun sidste år frem i DR-dokumentaren Sexisme i musikbranchen. Her fortalte de om at blive målt på ungdom, skønhed og sexappeal frem for på musikalsk talent. Flere af dem vidnede også om at blive udsat for krænkende adfærd i deres arbejdsliv.
Efter premieren på dokumentaren fik de kvindelige musikere opbakning af både politikere og musiklivets egne organisationer. Men derefter forstummede den offentlige samtale om uligheden mellem kønnene i musiklivet hurtigt, oplevede Pernille Rosendahl.
”Jeg var bestyrtet over, hvor stille der blev,” siger hun.
”For det var kun toppen af isbjerget, dokumentaren viste. Sexismen siver ind overalt i vores branche. I pladeselskaber, festivalbookinger og på spillesteder. Men man var ikke villig til at blive længe nok i ubehaget til at undersøge de underliggende mekanismer, der træder i kraft her. Der blev hurtigt lagt låg på samtalen,” siger hun.
Fælles tiltag på tværs af musiklivet
I kølvandet på dokumentaren gik Pernille Rosendahl i dialog med Kvinfo og Tuborgfondet om, hvordan man kan undersøge sexismens væsen nærmere – og på den måde skubbe på for at skabe forandring.
”Jeg så et stort behov for at fokusere på strukturer, ikke på enkeltpersoner. Det er nødvendigt at forstå på et dybere plan, hvad der er på spil, hvis vi skal kunne ændre noget,” siger hun.
Resultatet blev projektet Lyden af mod, der det seneste års tid har arbejdet med at dokumentere strukturel sexisme i musiklivet og udvikle forslag til, hvordan sexismen kan modvirkes. Initiativet består bl.a. af vidnesbyrd indsamlet blandt medlemmer af Dansk Musiker Forbund og Dansk Artistforbund, og samler musikere live-aktører, organisationer, virksomheder og andre centrale aktører på tværs af hele musiklivet. Pernille Rosendahl sidder i advisory boardet i projektet, sammen med blandt andre musiker Annika Aakjær.
Hvilke knapper bør musiklivet i din optik skrue på for at komme uligheden til livs?
”I første omgang handler det om at være oprigtigt interesseret i ligestillingsdagsordenen. Og dem, der har størst magt, har størst ansvar. Men efter at have været engageret i ligestillingsspørgsmål de
seneste 10-15 år, er min erfaring desværre, at man ofte bliver mødt af stilhed, når man forsøger at få magten i tale,” siger hun.
Hvem er det, der er stille?
”Jeg synes, vi mangler at høre meget mere fra dem, der står for kuratering af danskproduceret musik i radio, tv, på de store festivaler og i pladeselskaberne. Fx var flere af de største pladeselskaber herhjemme, b.la. Sony & Universal, påfaldende stille efter sexismedokumentaren. Det er bekymrende, fordi deres prioriteringer – eller mangel på samme – kan gøre en kæmpe forskel,” siger hun med henvisning til, at danske pladeselskaber tidligere har haft stor succes med at fremme prioriterede musikområder.
Brug for nye strategiske satsninger
”For små 20 år siden besluttede Sony at sætte stenhårdt fokus på dansk hiphop og rap og gav udviklingsaftaler og pladekontrakter til talenter på netop det område. Og det virkede: En stribe super dygtige musikere som fx Gilli, Kesi, Sivas og Branco kom ind på mainstream-platforme, og de topper stadig hitlisterne den dag i dag. Tænk, hvis man gjorde det samme for kvindelige musikere og sangskrivere, som vi desværre ikke hører så meget til nu,” siger Pernille Rosendahl.
Hun efterlyser, at de store pladeselskaber laver differentierede indsatser på fx køn, alder, kulturel baggrund og genre, og at de går målrettet efter at opdyrke dansk kvalitetsmusik, skabt af musikere, som ikke passer ind i kommercielt fasttømrede båse.
”Der er utrolig meget god musik derude, som aldrig finder sit publikum, men som kunne blive superpopulært, hvis det fik stærk, professionel udvikling og formidling i ryggen. Det er som om, at når de store pladeselskaber først har fået succes med én ting, fx dansk urban music, fortsætter alle i samme retning ude på den store kommercielle motorvej. Det har efter min mening ført til en ensretning i dansk musikliv, som er ekstremt uheldig. Og som ikke har efterladt rum til kvinderne,” siger hun.
Alder en kritisk faktor for musikere – hvis de er kvinder
Nye tal i denne udgivelse viser, at rettighedsmidler er vigtige for kunstneres økonomi på tværs af kunstområderne. For musikerne udgør rettighedsmidlerne hele 43 % af den samlede indkomst fra det kunstneriske virke.
Det billede genkender Pernille Rosendahl fra sit eget arbejdsliv. Og hun peger på, at kvindelige musikere også i forhold til rettighedsmidler møder andre udfordringer end deres mandlige kolleger.
”I mine yngre dage blev min musik spillet meget og genererede mange rettighedsmidler. I dag er min indtægt fra rettighedsmidler faldet kraftigt. En årsag er, at de store streamingtjenester betaler os, der har skabt musikken, alt for lidt for streaming. En anden årsag er, at min musik ikke længere spilles så meget i radioen. Og jeg er ikke i tvivl om, at det sidste handler om alder,” siger hun og uddyber:
”Da jeg blev 42 år, blev det pludselig utroligt svært for mig at booke koncerter. Og det begyndte at gå op for mig, hvor svært det er at blive ældre som kvinde i en branche, som stadig i høj grad lever på myten om sex, drugs and rock n roll.”
”Alder er ekstremt afgørende for kvindelige musikere. Det er tæt på umuligt at fortælle historier om musik fra et ståsted som ældre kvinde,” siger Pernille Rosendahl, der har set mange kvindelige kolleger droppe deres karriere i årenes løb.
”Det sker på forskellige kritiske tidspunkter, fx når vi får børn. Men især når vi bliver ældre, er det tydeligt, hvor svært det er at omformulere sit kunstneriske virke på måder, som gør det muligt for kvinder at blive i branchen,” siger hun, der løbende udveksler brancheerfaringer og sparrer med kvindelige kolleger i en netværksgruppe for kvindelige kunstnere.
”Vi står med rigtig mange af de samme udfordringer i vores arbejdsliv og har stor glæde af at hjælpe og støtte hinanden. Jeg ser i det hele taget en bølge af ’self-empowerment’-initiativer blandt kvindelige musikere og sangskrivere de senere år, hvor vi er begyndt at tale mere sammen og bruge hinanden. Det er utroligt værdifuldt og noget, jeg er meget taknemlig for at være en del af,” siger Pernille Rosendahl.
Solidariteten kvindelige artister imellem er et opgør med en kultur, der traditionelt har positioneret kvindelige artister i modsætning til hinanden, påpeger hun.
”Der er kun plads til én ’queen bee’ – og hvis der skal være plads til dig, er der ikke plads til hende, der står ved siden af. Det system vil vi ikke længere deltage i, og jeg tror de her nye, selvorganiserede kvindefællesskaber, kan blive banebrydende i arbejdet for at skabe mere lighed i musikbranchen,” siger hun.
Virkelyst og håb om forandring
Trods den økonomiske ulighed, tallene afspejler, ser Pernille Rosendahl mange gode grunde til at være håbefuld på kvindelige musikeres vegne.
”Der er så meget mod, virkelyst og risikovillighed blandt de kvindelige musikere, jeg møder. De er som humlebier: Det burde ikke kunne lade sig gøre, at de flyver, men alligevel ser du den ene kvindelige artist efter den anden skaffe mellem 200.000 kr. og en halv mio. kr. hvert andet-tredje år til at udgive deres egne album. Musik, der er velskrevet, velkomponeret, velproduceret og har dybe narrativer. Men som desværre sjældent finder det publikum, musikken fortjener, fordi der ikke står en professionel PR-maskine bag,” siger hun.
Viljen til at skabe musik på egne præmisser er stærk, både hos Pernille Rosendahl selv og blandt hendes kvindelige kolleger, hvoraf flere udgiver deres musik på egne labels.
”Vi er optagede af at finde ud af, hvordan vi får økonomisk og kreativ frihed til at skabe den musik, vi vil. Vi venter ikke længere på, at nogen skal give os den frihed, vi skaber den selv.”
”Jeg tror, det er vejen frem for mange af os, som ikke længere kan eller vil passe ind i branchens forventninger til kvindelige musikere. Personligt er jeg optaget af at videreudvikle mit eget arbejdsliv stille og roligt, række ud i det nære og lade det gro derfra. Jeg nyder at spille for 40-50 personer på den lokale café, hvor jeg kan mærke, at publikum tager imod musikken og forstår mit projekt. Det er ikke længere et succeskriterium for mig at stå på store scener foran tusinder af mennesker,” siger hun, der også er begyndt at kommunikere med sit publikum via et personligt nyhedsbrev, så hun er mindre afhængig af at være synlig på sociale medier.
Men hvad med det etablerede musikliv, pladeselskaberne og andre kommercielle aktører? Ser du håb om forandring dér?
”Nej, på den front er jeg desværre ikke særlig optimistisk,” siger Pernille Rosendahl.
”Jeg tror, at det eneste argument, pladeselskaberne lytter til, er, når de kan se, at det er rentabelt at satse på kvindelige musikere. Men måske er der et håb i, at danske pladeselskaber kigger så meget til USA. For i modsætning til herhjemme, hvor mange døre lukker sig, hvis man som kvindelig musiker taler højt om manglende ligestilling i branchen, så har mange dygtige og modige amerikanske artister længe talt højt om både køn, race, alder og seksualitet. Og samtidig solgt masser af plader. Mange af de her ’outspoken’ kvindelige kunstnere løb også med de største priser ved årets Grammyuddeling, fx Kacey Musgrave, Beyoncé og Taylor Swift. Jeg håber, at den amerikanske musikbranches fokus på diversitet og ligestilling i sidste ende også siver ind i den kommercielle del af musikbranchen i Danmark,” siger hun.
Musikkens eget institut
Men håb er som bekendt ikke en strategi – og i et lille land som Danmark er aktive strategiske satsninger nødvendige, hvis man vil udvikle et kunstnerisk stærkt og inkluderende musikliv, mener Pernille Rosendahl, der også har et forslag til, hvordan det kan gøres: Etabler et nationalt musikinstitut under Kulturministeriet i stil med Det Danske Filminstitut:
”Filminstituttet administrerer ikke kun støtteordninger, men arbejder også med f.eks. talentudvikling, sparring, projektmodning og målrettet formidling af danske film. Den her samlede indsats er en væsentlig grund til, at dansk film står så stærkt kunstnerisk, som den gør i dag, både herhjemme og internationalt. Min drøm er, at vi kunne gøre det samme på musikområdet,” siger hun.
”I dag får vi slet ikke nok ud af alt det kunstneriske talent, der er i dansk musikliv. Et musikinstitut kunne indfange noget af al det stærke, kunstneriske DNA, vi har, og udvikle og modne projekterne, så de kunne nå et større publikum. Et musikinstitut kunne også aktivt gå ind og styrke underrepræsenterede segmenter og genrer, så vi skaber mere diversitet i musiklivet,” siger hun, der også ser et vigtigt potentiale i at styrke musikkens forbindelse til sundhedsområdet.
”De senere år er der opstået mange nye samarbejder mellem musikere og sundhedsfaglige. Jeg har selv deltaget og oplevet, hvordan musikkens dybe kobling til medmenneskelighed og fællesskab gør en kæmpe forskel. Det kunne et musikinstitut også være med til at fremme,” siger hun, der er fuld af fortrøstning på dansk musiklivs vegne.
”Jeg er faktisk i godt humør, selvom vi står i en virkelighed, hvor Spotify udhuler musikeres økonomi, Big Tech stjæler vores rettigheder og store pladeselskaber ikke er til at hugge og stikke i i ligestillingsspørgsmål,” siger hun med et skævt smil.
”For jeg kan se, at der kommer en modbevægelse. Den er allerede i gang. Det sker, når uretfærdigheden bliver så evident, som den er nu. Jeg er overbevist om, at selvom man bare er en enkelt lille musiker, der bygger sin egen platform og rækker ud i det nære, kan man være med til at skabe store forandringer. Den tro og det håb er vi nødt til at holde fast i.”
Tekst: Journalist Miriam Katz.
Bio: Pernille Rosendahl (f. 1972)
Sanger, sangskriver og producer. Forsanger i indierock bandet
Swan Lee og i rockbandet The Storm. Soloartist fra 1997. Blev i 2005 kåret som ‘Året Sangerinde’ ved Danish Music Awards.
Har komponeret musik til film og teater og er en aktiv stemme i
den danske kulturdebat. Er særligt engageret i arbejdet for ligestilling i musiklivet og kunstneres rettigheder. Har flere tillidshverv, bl.a. som Koda-ambassadør.
