Menu
Interviewet her er ét af seks kunstnerinterviews i rapporten Kunstneres rettighedsmidler i tal, udgivet af Dansk Kunstnerråd august 2025.
Find de øvrige interviews her.
Scenograf Martin Sælan:
De færreste kender nok navnet, men de allerfleste danskere kender Martin Sælans arbejde. Mange af os har endda et indgående kendskab til det, fordi vi ser det dagligt på vores skærme. Både når vi vil følge med i verdens gang, og når vi vil underholdes.
Som en af landets flittigst benyttede production designere og freelance-scenografer har Martin Sælan nemlig designet rigtig mange af de tv-studier, hvorfra Danmarks mest sete tv-programmer sendes.
Det gælder fx både public service-flagskibe som TV Avisen og Deadline og mere kulørte DR-rum som Den Store Bagedyst, Tæt på Sandheden og Vejen til Det Hvide Hus. Plus ikoniske DR-børneuniverser som Ramasjang Mysteriet, Troldspejlet og Ramajetterne.
Derudover har Martin Sælan designet TV2’s Vejrstudie, underholdningsprogrammer på TV2 Charlie, sportsstudier på fx Viaplay og studier til store e-sportsturneringer i ind- og udland på digitale medier.
”Som production designer har jeg ansvaret for hele det visuelle udtryk foran kameraet. Det er en ret smal niche at designe ikkefiktionsbåret scenografi til tv, og det er lidt af et tilfælde, at jeg havnede her. Jeg har været heldig, at der faldt nogle gode appelsiner ned i min turban. Men jeg har også løst mange opgaver for en bøjet femøre og knoklet for at kunne blive i branchen,” fortæller Martin Sælan, der oprindeligt er uddannet arkitekt og i en årrække arbejdede i et stort arkitektfirma.
Men en dag ringede telefonen. Det var en gammel folkeskolekammerat, der lavede børne-tv på DR.
”Min kammerat vidste, at jeg var sådan en, der altid tegnede og byggede ting og sager. Nu ville han høre, om jeg ikke kunne bygge dukker til et tv-program, han arbejdede på. Og så tog mit arbejdsliv en uplanlagt drejning,” fortæller Martin Sælan, der i de efterfølgende år fik så travlt med at løse opgaver for tv og film, at han sagde sit job op i arkitektfirmaet og gik solo.
I dag, 15 år senere, arbejder han i eget firma som selvstændig scenograf, production designer, dukkemager, dukkefører og animatronics-konstruktør. Og selvom design af tv-studier udgør hans primære indtjening, så banker Martin Sælans skaberhjerte særlig varmt for den side af hans kunstneriske virke, som det hele begyndte med: at bygge dukker og rekvisitter til tv og film. Og få dem til at bevæge sig foran kameraet.
Dukkernes bagmand
Generation Z og deres forældre kan måske genkalde sig nogle af de dukker, der blev Martin Sælans første store opgave for tv: Han stod bag det anarkistiske persongalleri i Gepetto News, DR’s fiktive nyheds-tv-program fra 2007. Her mødte seerne fx den uheldige stjernereporter Nanna (med stemme af Jacob Riising), Historie-Jørgen (med stemme af Rasmus Botoft) og Humør-Henrik (med stemme af Karsten Andersen), der lavede indslag, som altid endte galt.
Siden da har Martin Sælan skabt og spillet et utal af sjove, fantasifulde og af og til også skræmmende film- og tv-væsener. Fx en lille flok små, blodtørstige nisser til Netflix’ julegyserserie Nisser (designet og bygget af Kapper Creations), den let kiksede robot Robbie, der ligner en forvokset bamse i filmen Robotbror, og den talende bæltetaske i TV2’s Bertil og Bæltetasken.
Han har også fået syltetøjsglas til at svæve vægtløst i luften i en af de overnaturlige scener i Riget II og konstrueret mekanisk indmad til en kunstig orm, så den kan sprælle, når den vrikker sig ud af munden på den kvindelige hovedperson i en norsk bodyhorrorfilm.
Næste store opgave bliver at udtænke konstruktionen af – og spille – en fire meter høj høne, der griber fat i en mand og rusker ham. Den gigantiske høne skal bruges i en ny islandsk film.
”Det skal jeg lige finde ud af, hvordan vi gør. Det er en sjov opgave,” siger han, der med årene er blevet en af ’the-go-to-guys’ i branchen, når det gælder den slags vilde special effects til film og tv, som kan være svære at få løst andre steder på grund af kombinationen af dukkespil og konstruktionsdesign.
Martin Sælan udtænker, tegner, håndbygger og afprøver alle sine konstruktioner i sit værksted i det indre København. Her bugner reolerne af skumgummi, pap, tekstil, træstykker, ledninger, elektronik og tusind dimsedutter, han måske får brug for i den kreative proces. På arbejdsbænkene står loddekolber, CNC-fræsere, 3D-printer og andet værktøj klar til næste opgave.
”Jeg bygger alle mine dukker og special effects her i værkstedet. Jeg skaber det hele analogt og har alle materialerne i hænderne, det taktile er meget vigtigt for mig. Digitale redskaber bruger jeg stort set kun til at lave visualiseringer og præsentationer for kunder,” fortæller han, der ikke kun bygger, men også selv fører sine konstruktioner på optagelserne.
Det sker typisk med en lang træpind eller en arm – udenfor kameraøjets synsfelt. Alternativt udstyrer han sine konstruktioner med hjemmebygget mekanik, små servomotorer og fjernstyringsenheder, så han kan kontrollere deres bevægelser og skabe overbevisende special effects på lærredet.
”Her ved skrivebordet er, hvor jeg tjener penge. Resten er fis og ballade,” siger han og slår ud med armene i det kreative arbejdsrum.
”For mig er det vigtigt at have det sjovt med at arbejde. I sidste ende skal jeg selvfølgelig også kunne leve af det, men jeg synes, noget af det sjoveste i verden er at bygge dukker. Det er legende og skørt, og jeg har det stadig totalt grineren, når jeg er i gang med nye projekter i værkstedet.”
Rettighedsmidler skaber kunstnerisk udvikling
Den højt specialiserede, scenografiske faglighed, Martin Sælan har tilegnet sig, er ikke kun et resultat af mange års opgaveløsning i film- og tv-branchen. Den er også vokset ud af mange og lange arbejdsdage med eksperimenter og udviklingsarbejde i værkstedet.
Timer, som ofte er ulønnede eller kun delvist honoreret. Her er det helt afgørende med rettighedsmidler, som Martin Sælan modtager fra bl.a. Copydan Verdens TV for visning af hans production design på tv, fortæller han.
”Rettighedsbetalingerne lægger en solid bund i min økonomi, som gør, at jeg har turdet blive i branchen og har kunnet holde min forretning kørende. Det giver mig en vis ro i arbejdslivet. Det er supervigtigt, for med den type opgaver, jeg laver, er der aldrig garanti for, hvornår næste honorar tikker ind.”
”Desuden har jeg brug for tid i værkstedet til at udforske og afprøve idéer, som måske, måske ikke, kan bruges til noget efterfølgende. Det er en legende proces, som jeg elsker. Men det koster tid og penge. Rettighedsmidlerne giver mig mulighed for at lave en slags grundforskning indenfor mit felt, som gør, at jeg hele tiden udvikler min tegnestue og kan blive ved med at være relevant i branchen,” siger han.
”Mine rettighedsmidler betyder også, at jeg af og til kan sige ja til opgaver, som er spændende og kreativt udfordrende, selvom der måske ikke er budget til at honorere mig ordentligt. På den måde skaber rettighedsmidlerne et økonomisk rum til faglig og kunstnerisk udvikling,” siger han.
Solidariske rettighedshavere
Som production designer af ikke-fiktionsbåret scenografi på tv er Martin Sælan med egne ord en forholdsvis atypisk scenograf, når det gælder rettighedsbetaling. De af hans kolleger, der fx arbejder med teaterscenografi, får nemlig som oftest et samlet honorar, hvori betaling for brug af ophavsret til en begrænset periode indgår.
Men som rettighedshaver til design af tv-studier, der vises igen og igen på tv, modtager han, ud over et engangshonorar for både løn og brug af rettigheder til værket, løbende betaling for de visninger på tv, hvori hans værk bliver brugt. Betalingerne følger nøje fastsatte fordelingsnøgler, forhandlet af bl.a. Danske Scenografer, som bl.a. tager højde for genudsendelsesrater.
En lille procentdel af de rettighedsbetalinger, der tilfalder alle scenografer, afsættes, ligesom på fx musik- og billedkunstområdet, til en kollektiv pulje. Puljen, der forvaltes af Scenografernes Rettighedsfond, består desuden af Copydan-midler, der ikke kan spores tilbage til de oprindelige rettighedshavere og deres efterkommere.
Disse kollektive midler kan søges af individuelle scenografer og bruges til fx efteruddannelse og faglige arrangementer. På den måde deler de scenografer, der modtager flest rettighedsmidler, en del af de midler, deres arbejde genererer, med kollegerne.
”Det er rigtig fint, at de kollektive rettighedsmidler går til fx fælles studieture, kollegial vidensdeling og efteruddannelse for scenografer. Det er penge, som er med til at holde en bred hånd under hele faget,” siger Martin Sælan.
Han vil gerne slå et slag for, at production design – også til ikkefiktionsbåret tv – er kunst på lige fod med klassisk scenografi.
”Der er mange sider af scenografers faglighed, og production design er én af dem. Vi løser alle scenografiske opgaver, men vi arbejder i forskellige medier – nogle af os på film- og tv, andre i teaterrum og udstillinger,” siger han.
”De værker, jeg og mine nærmeste kolleger i production design laver, genererer nok flere kollektive rettighedsmidler, end de fleste teaterscenografier gør. Men hver gang nogen betaler for visning af vores production design, sendes en del af betalingen ind i fællespuljen til kollegerne. Det giver rigtig god mening for os som fagligt fællesskab.”
Tekst: Journalist Miriam Katz.
Bio: Martin Sælan (f. 1973)
Indehaver af designstudio Saelan. Uddannet arkitekt. Arbejder som production designer, scenograf, dukkemager, dukkefører og animatronicskonstruktør.
Står bag design af tv-studier til en lang række DR-programmer, bl.a. TV Avisen, Deadline, Tæt på Sandheden og flere børneprogrammer. Er en af landets få professionelle dukkemagere og -førere. Har bl.a. skabt dukkerne til DRs børneprogrammer Geppeto News og Ramajetterne. Bygger dukker og rekvisitter til special effects for film- og tv-branchen.
Martin Sælan er medlem af Danske Scenografer.