For første gang kan der sættes tal på rettighedsmidlernes betydning for danske kunstneres økonomi på tværs af kunstområderne. Det sker i en ny rapport, som vi i Dansk Kunstnerråd offentliggør umiddelbart efter sommerferien.
Sæt derfor kryds i kalenderen onsdag d. 13. august kl. 13:30-15:30, og tag med til lanceringsevent for rapporten Kunstneres rettighedsmidler i tal på Johan Borups Højskole i København.
Arrangementet er gratis og åbent for alle interesserede. Tilmeld dig på Billetto via linket her
Nøgletal og paneldebat
De nye tal i rapporten stammer fra et stort datasamarbejde mellem Dansk Kunstnerråd, Kunstnerrådets medlemsorganisationer og Danmarks Statistik.
Ved lanceringseventet præsenterer vi nøgletal fra rapporten, der giver ny viden om de kollektivt forvaltede rettighedsmidlers enorme betydning, både for de enkelte kunstnere og for kunstens samlede økosystem.

Lanceringseventet modereres af tv-vært og arkitekt Ane Cortzen og byder på paneldebat med kulturordførere og repræsentanter fra kunstnernes og kulturskabernes organisationer.
Sammen vil vi reflektere over, hvad de nye tal fortæller os om kunstneres økonomi og arbejdsvilkår. Og drøfte, hvad der skal til for at sikre respekten for kunstneres ophavsret og værne om det danske rettighedssystem i en tid, hvor AI, streamingøkonomi og store tech-virksomheder er i fuld gang med at ændre kulturbranchens økonomiske infrastruktur.
I debatten deltager bl.a.:
• Charlotte Broman Mølbæk, kulturordfører (SF)
• Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund
• Sandra Yi Sencindiver, bestyrelsesforperson i WIFT – Women in Film & Television
• Thomas Sandberg, forperson i Dansk Musiker Forbund og bestyrelsesleder i Gramex
• Benjamin Boe Rasmussen, forperson i Dansk Skuespillerforbund
• Søren Balle, forperson i Danske Filminstruktører
• Loui Törnqvist, forperson i Koda
• Andreas Garfield, forperson i Danske Dramatikere
• Søren Bang Jensen, forperson i Dansk Kunstnerråd

Johan Borups Højskole. Foto: Malthe Ivarsson.
Desuden vil der være et musikalsk indslag ved Asger Techau.
Vi håber at se rigtig mange til debat om, hvad rettighedsmidler betyder for kunstnerne og hvordan vi sikrer midlerne i fremtiden. Vel mødt!