Midt i en accelererende kultur for kulturevents
Som skipper på den kulturelle supertanker Spil Dansk er jeg blevet bedt om at være månedens blogger for Dansk Kunstnerråd. Tak for opfordringen og for tilliden.

Timingen for dette blogindlæg er særlig god, fordi kongeriget giver genlyd af dansk musik i hele uge 44 med mere end 1.200 arrangementer. Det gør Spil Dansk Ugen til Danmarks største musikbegivenhed i sin spredning og mangfoldighed af arrangementer.

Spil Dansk blev født i 2001 og vi har nu 16 år på bagen. For et kulturevent som os ækvivalerer denne alder med hunde-år. Gang vores 16 år med 7. Det gør os 112 år gammel og skindød. Somebody better call 911. Eller tøv lige en kende. For kulturevents kender ingen alder. Vi er her stadig. Vi´ i live.

Vi har haft vores andel af børnesygdomme, og vi har prøvet mange ting af i de formative år. Da vi nærmede os konfirmationsalderen, blev vi enige med vores forældre hjemme på Koda om, at nu var det tid til at flytte i kollektiv.

Derfor lavede vi i 2014 en strategisk turn-around for Spil Dansk og vi dannede en ny selvejende Spil Dansk forening, med en bredere ejerkreds bestående af Danske Populær Autorer, Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Musikforlæggerne og Koda. Det var den helt rigtige beslutning på det helt rigtige tidspunkt. Derfor står vi nu med et stærkere, samt et mere forandrings- og forundringsparat Spil Dansk end nogensinde.

Men er det virkelig stadig nødvendigt, at sætte fokus på, at der skal spilles dansk musik?

Svaret får du i uge 44, når du tænder for din radio eller dit TV, når du går ned på dit spillested – eller steder hvor musikken kan spille – når du hører hvad børnene har lavet i skolen, eller når du tjekker dit Facebook feed. I uge 44 kommer du ikke uden om dansk musik og at der sættes fokus på Danmarks musikkultur i bredeste forstand.

Men hvorfor oplever vi nu dette musiklivs-momentum og ikke blot metaltræthed?

Og hvordan kan det være, at det – som i mange år var et one-shot dags-event kaldet Spil Dansk Dagen – nu er blevet til Spil Dansk Ugen, med en massiv opbakning også fra Danmarks Radio på tværs af deres medieplatforme, kor, ensembler og koncerthus?

Og hvordan er vi mon lykkedes med at eksportere succesen til Norge, hvor vores koncept nu kopieres og lanceres af den norske musikbranche som Spil Norsk?

Spil Dansk er en af de få store tilbageværende hyper-events, som var med før der gik inflation i eventeri. Særligt har vi i de sidste 5-7 år oplevet, at enhver interesseorganisation, institution, kommune og region har skabt hver deres dagsevent. De vil have identitet gennem raketter. Så der bliver brugt sindssygt mange penge på synlighed og synlighedsskabende aktiviteter. Alle vil have denne synlighed. For raketter kan man skrive om i medierne, også selvom der ikke altid er noget at skrive hjem om. Det er også dejlig let for journalisterne at gå på arbejde, for ”hvad er det nu vi fejrer og skal omtale i dag?”.

Fondene elsker også raketterne – og især de nye raketter – for fondene kan også godt lide synlighed. Det gør det desværre sværere for allerede etablerede kulturevents og kulturinstitutioner at bejle til fondenes såvel som til mediernes gunst. Og det gør det sværere for kulturinstitutioner at planlægge flere år ud i fremtiden.

 

Så dette er en opfordring til, at fonde og staten – og andre investorer – udviser vilje og mod til at turde investere i de langsigtede projekter – eller programmer, som man ville kalde det i FN regi. Programmer, som ikke har en prædetermineret 3-årig levetid på fondens nåde, for derefter at skulle bevise at man kan være 100% selvfinansierende. Jeg har desværre set alt for mange af den slags 3-årige raketter fise ud, når fundingen slipper op.

 

Hvis ikke vi tør investere i kultur på den helt lange bane, så accelererer vores kultur for kortsigtet eventeri. Det giver en del flere fede fester, men det gavner ikke den kulturelle bæredygtighed. VI får bare flere tømmermænd. Økonomiske og kulturelle.

 

Problemet er, at der i denne accelererende kultur for kultur-eventeri nu er så mange raketter på himlen, at det snart ikke giver mening at fejre nytårsaften, hvis det foregår hver eneste dag. Hver dag er bare ikke en festdag. Vi skal lære at elske gentagelsen og vi skal lære at holde af hverdagen, mest af alt af hverdagen. Og vi skal sørge for at gøre os umage, for umage giver mage. Og derfor skal vores kulturevents ville og kunne mere end bare være raketter. Der skal simpelthen være et større formål. Og vi skal kunne vise nogle målbare resultater, når vi ansvarligt bruger de sparsomme penge, der primært kommer fra fællesskaber og fælles økonomi. Derfor er det også oplagt, at kulturevents samarbejder tættere med organisationer og institutioner om projekter, der skaber forankring og forandring.

 

Sandheden kender vi. Det kræver en årelang indsats at rykke ved folk og ved samfundet. Det er kun det lange seje træk, der gør en reel forskel, hvis vi virkelig vil noget med de visioner, som vil alle så flot har beskrevet på vores respektive hjemmesider. Reel forandring og forankring tager tid. Kulturel slow food mætter bare bedre.

 

Vi – der har lavet kulturprojekter i ”mange år” – kender alle tricksene for at gøre vores kulturhoser grønne over for medier og investorer. Vi samarbejder og tilpasser hjertens gerne vores projekter til samfundets og markedets behov og ønsker. Men vi skal undgå at patientliggøre os selv eller vores taktisk og koldkalkuleret velvalgte, udsatte samarbejdspartnere, i håbet om at vi så kan få flere nye penge til vores projekter. Dette er desværre en tendens, vi ser en del i disse år. Interesseorganisationer ændrer på deres interesser for at komme tættere på de nye penge.

 

Tilbage til Spil Dansk. Vores genvunde momentum og succesen med at få intensiveret opbakningen fra og samarbejdet med DR – læs http://spildansk.dk/nyheder/dr-fejrer-hele-spil-dansk-ugen – er resultatet af en årelang strategisk indsats.

 

Vi har skabt en lokal forankring af Spil Dansk i næsten hver 3. kommune, vi har lavet en ny Spil Dansk forening og vi har lavet en ny strategi for Spil Dansk – hvor formålene kommer op på en højere klinge end at der blot skal spilles mere danskproduceret musik live og i radioen. DR var også ved at køre træt i at gentage Spil Dansk Dagen, med al det danske musik som denne dag flød ad nauseam ud af højttalerne. Vi har holdt møder med DR på direktionsplan, hvor vi har plantet vores begejstring og DR har forstået, den landsdækkende og branchemæssige opbakning der nu er til Spil Dansk.

Og så har vi ranket ryggen og med oprejst pande proklameret, at nu skulle musiklivet skisme fejres en hel uge, og at Spil Dansk Ugen (med rette) er Danmarks største musikbegivenhed. En ordentlig portion selvtillid, uden dog at være megalomaniske.

Vi drømmer nu om, at vores erfaringer med Spil Dansk kan eksporteres og bruges til et fællesnordisk samarbejde. Norges musikbranche har skelet misundeligt til os. Der bliver spillet mere dansk musik i Danmark, end der bliver spillet norsk musik i Norge, sådan groft sagt. Det handler både om at styrke den kulturelle og nationale sammenhængskraft, og det handler om kroner og ører. Så Norge vil nu lave Spil Norsk efter vores forbillede, med vores inspiration og viden som starthjælp. Læs mere: http://spildansk.dk/nyheder/danmarks-største-musikbegivenhed-eksporteres

Ting tager tid, og nu begynder arbejdet for alvor at give afkast. Vi oplever nu return of involvement. Og vi har også skabt nye indtægter ved at sælge Spil Dansk Kommunepakker. Den kommunale interesse for Spil Dansk er intakt, i en tid hvor vi alle ved, at der ellers er kommunal kulturøkonomisk smalhals.

Spil Dansk vil nu skabe grobund for sammenhængskraft og fællesskab i samfundet – med musikken som redskab. Det er Spil Dansks genfødte raison d´être.

Faktaboks om undertegnede:

Ricco Victor

Kulturleder, kommentator og kunstner.

Direktør, Spil Dansk

www.spildansk.dk

Med i diverse tænketanke, bestyrelser og udvalg i kulturlivet.