Kunstrum på sygehuse

Der er brug for nye strategier i kultur- og sundhedsfeltet, som kan bringe kunstneres faglighed i spil som fast procedure i sundhedsvæsnet. Derfor har Dansk Kunstnerråd i samarbejde med Region Nordjylland realiseret det kunstneriske pilotprojekt ‘Ventetid’ på Aalborg Universitetshospitalet i Thisted.

I en evaluering af projektet præsenterede Dansk Kunstnerråd i august 2022 en række anbefalinger om kunstens sundhedsfremmende potentiale i hospitalsbyggerier.

Anbefalingerne peger bl.a. på, at at kunstprojekterne bliver bedst, hvis pårørende, patienter og personale inddrages i de processer, der former de nye kunstrum. Og at kontrakterne mellem kunstnere og opdragsgivere skal være tydelige om ansvarsfordeling, arbejdsopgaver og de forskellige faser i stedsspecifikke kunstprojekter. Læs anbefalingerne nederst her på siden.

Kunstnerne afholdt bl.a. workshop med personalet om, hvordan lyd påvirker arbejdsliv på sygehuset. Foto: DKR-projektet Ventetid.

Kunst der omfavner og skaber ro
Kunstprojektet ‘Ventetid’ er udført af de tre kunstnere Anne Heinsvig, Ingeborg Okkels og Anne Prytz Schaldemose. Deres udgangspunkt er, at flere undersøgelser de senere år har vist, at kunst kan skabe ro, fremme heling og øge livskvaliteten i hverdagen på sygehusene.

I projektet har kunstnertrioen derfor haft fokus på at forvandle ældre, nedslidte sygehuslokaler til harmoniske, sanselige rum for refleksion, nærvær og heling. Projektet inddrog både patienter, pårørende og personale, og tog bl.a. udgangspunkt i Thys særegne natur.

Den kunstneriske transformation af de ældre hospitalsrum aktiverer en sansning, der skaber forbindelse til den natur, som patienter og medarbejdere kender og færdes i. Og som aftegner en fælles erindring og kultur på stedet, der skaber ro og glæde.

Det forklarer en af projektets kunstnere, Ingeborg Okkels:

”Vores intention som kunstnere har været, at patienter og pårørende skulle føle sig omfavnet, og at hospitalets personale ligeledes skulle opleve en mere harmonisk atmosfære, som kunne virke understøttende på deres helende praksis. Vi ville med æstetiske greb tage udgangspunkt i det, der for den enkelte kunne skabe indre ro,” siger hun.

Der er et rigt udviklingspotentiale i at inddrage kunstnernes kompetencer i udviklingen af sygehusmiljøer, fortæller Anne-Mette Wehmüller, sekretariatschef i Dansk Kunstnerråd, der har været projektleder for ’Ventetid’.

”Kunstneres metoder og samarbejder kan skabe øget livskvalitet i hverdagen på sygehusene, særligt når der arbejdes inddragende og stedsspecifikt med det holistiske perspektiv som fællesnævner. Vi håber, at projektet her kan inspirere til at få endnu mere kunst ud på sygehuse i hele landet,” siger hun.

Kunsten giver pårørende, patienter og personale nye rum for heling og ro. Foto: DKR-projektet Ventetid.

Forvandlede hospitalsrum
I evalueringsrapporten kan man læse mere om hele projektforløbet på Aalborg Universitetshospital i Thisted, hvor kunstnernes arbejde nu har sat nye, sanselige aftryk på afdelingerne Akutmodtagelsen og M5 Palliation:

Her er mindre miljøer blevet fremhævet med borde og stole er af træ, som gør det muligt at sidde afskærmet for at få ro og heling. Og farven til vægge og tekstiler harmonerer med fotografier på væggene af den omgivende natur, så helheden virker appellerende, imødekommende og afbalanceret.

Landskabsfotografier er trykt på store lyddæmpende akustiklærreder, som skaber en afdæmpet og omfavnende rumlig atmosfære.

Samtidig vil patienter, pårørende og personale på udvalgte steder blive opmærksom på lydoplevelser og poesi, der relaterer sig til de landskaber, som ses på fotografierne.

Med malede vægge, tekstur i møbelstof, objekter og lyd udtrykker den kunstneriske udsmykning ømhed og varme for menneskene på stedet og for naturen, som omgiver hospitalet.

Undertiden lægger man næsten ikke mærke til kunsten, andre gange træder den tydelig frem. Det er som at befinde sig i en lysning, hvor kunsten, naturen, lydende og lyset kan smelte sammen et øjeblik og få tiden til at stå stille.

”Kunstneres metoder og samarbejder kan skabe øget livskvalitet i hverdagen på sygehusene, særligt når der arbejdes inddragende og stedsspecifikt med det holistiske perspektiv som fællesnævner. Vi håber, at projektet her kan inspirere til at få endnu mere kunst ud på sygehuse i hele landet.”
– Anne-Mette Wehmüller, sekretariatschef, Dansk Kunstnerråd.

 

Dansk Kunstnerråds anbefalinger er formuleret på baggrund af erfaringer fra pilotprojekt på Aalborg Universitetshospital. Foto: Ventetid.

Dansk Kunstnerråds anbefalinger til arbejdet med stedsspecifikke, sundhedsfremmende kunstprojekter i sygehuse

1. En holistisk tankegang er fællesnævner mellem kunst og sundhed
Kunst kan være med til at sætte fokus på behovet for en mere holistisk tilgang i sundhedsvæsnet. Kunsten kan tilbyde sundhedsområdet et komplementært tilbud til heling i måden man kan aktivere sanserne positivt hos de mennesker som færdes i hospitalsrum.
Ved at gentænke sanseoplevelsen af hospitalsrum gennem et kendskab til æstetikkens og materialitetens påvirkning og relation til erindring, kan kunstnere skabe rum og atmosfære for heling. Det handler om at få patienter på stedet til at reflektere over deres sanser og om at aktivere nogle af de fælles kulturelle erindringer som hænger ved og omkring det sted, de kommer fra. Et sted hvor mennesker kan føle et nærvær.

2. Samskabelse og inddragelse giver varighed i forankringen af kunstneriske rum
Ved at vælge et samarbejde mellem forskellige kunstnere der anvender et brugerinddragende udgangspunkt, får man en detaljeorienteret og kvalitetssøgende metode til et transformationskoncept, der søger forening mellem rummelighed, fællesskabsfølelse og skønhed. Dette kan præge forankringen af kunsten, så værket får lov at leve videre gennem de mennesker, der færdes i rummene.

3. Tydelighed omkring proces og kunstnerens mange arbejdsopgaver
Ambitionen har været at man med et lille budget kan medvirke til store æstetiske og sanselige oplevelser i ældre hospitalsrum. Dog er det er vigtigt at fastslå, at den kunstneriske proces har mange faser, når der arbejdes stedsspecifikt og inddragende. Derfor vil det være vigtigt for alle parter, at der laves en udførlig beskrivelse af arbejdsopgaver og ansvarsområder, som skal indgå i kontrakten. Dette forarbejde vil gøre det nemmere at lave en realistisk tidsplan med et ansvarligt budget.

Dansk Kunstnerråds pilotprojekt Ventetid på Aalborg Universitetshospital er udført i samarbejde med Region Nordjylland. Kunstnerne i projektet er: Anne Heinsvig, Ingeborg Okkels og Anne Prytz Schaldemose. Læs evalueringen af projektet her…