Et unikt samlingspunkt for kunstnerisk samarbejde og udvikling er truet på sin eksistens: Nordisk Ministerråd vil fra næste år stoppe driftstilskuddet til Skandinavisk Forenings kunstnerhus i Rom, Circolo Scandinavo.
Hvis beslutningen stadfæstes, vil den få katastrofale konsekvenser for Circolo Scandinavo, som sandsynligvis vil blive nødt til at afvikle virksomheden. Det skriver syv repræsentanter fra Nordisk Kunstnerråd, heriblandt Dansk Kunstnerråds forperson Nis Rømer, i et protestbrev til Nordisk Ministerråd.
I brevet opfordrer Nordisk Kunstnerråd politikerne til at omgøre beslutningen, som ligger i forlængelse af de senere års nedskæringer på Nordisk Råds kulturbudget.
”Vi opfordrer jer, der er ansvarlige ministre og parlamentarikere i denne sag i hvert nordisk land, til at genoverveje beslutningen og i stedet genoprette og styrke budgettet for Circolo Scandinavo fra 2024 og frem, så det kan udvikles og skabe nye kunstneriske samarbejder. (…) Samfundet har brug for flere kulturelle platforme som denne, ikke færre!” skriver Nordisk Kunstnerråd i brevet, som kan læses i sin helhed her.
Historisk samlingspunkt
Circolo Scandinavo har siden 1860’erne været et vigtigt centrum for nordiske kunstnere i Rom. Her har de kunne samles og skabe kunst i et inspirerende miljø, der knytter dem til verdenskulturhistorien.
Blandt de besøgende, der har sat deres aftryk i foreningens bibliotek og kunstsamling, er Henrik Ibsen, Selma Lagerlöf, Sigrid Undset, Halldór Laxness og Evert Taube. August Strindberg har også efterladt sin signatur i gæstebogen.
Circolo Scandinavo blev et kunstnerresidency i 1960’erne og har været støttet af Nordisk Ministerråd siden 1975. Hvert år søger over 300 kunstnere fra alle de nordiske lande om arbejdsophold på Circolo Scandinavo, som har haft flere adresser i Rom. Siden 2022 har foreningen til huse i Aventino, på en af Roms syv høje, i kvarteret San Saba.
Interkulturel udveksling
En væsentlig del af Circolos arbejde er at skabe en platform for interkulturel udveksling mellem den nordiske kunstverden og den internationale smeltedigel i Rom. Det er også centrum for nordiske kunstneres møde med italiensk kultur, der udgør den oprindelige eksistensberettigelse for Circolo. Derfor arrangerer Circolo bl.a. månedlige møder og artist talks for at promovere nordiske kunstnere i Rom.
”Circolo Scandinavo udgør et vigtigt fællesskab, som kunstnerne selv etablerer under opholdet. Her får de en sjælden mulighed for at kommunikere på tværs af de forskellige områder inden for kunst, kulturer og nationaliteter, ofte ved at etablere varige bånd og frugtbare samarbejdsprojekter. Med de store samfundsmæssige udfordringer, vi står over for, er tværfaglige samarbejder mellem videnskab, politik og kunst blevet stadig vigtigere. Her er Circolo Scandinavo en vigtig platform,” lyder det i brevet fra Nordisk Kunstnerråd, som repræsenterer cirka 90.000 kunstnere og kulturskabere i hele Norden.
Nordisk Kunstnerråd er:
KLYS, Sveriges kulturskapare
Dansk Kunstnerråd
BIL, the Federation of Icelandic Artists
Forum Artis, the Finnish Council of Artists
Kunstnernettverket – the Norwegian Artists Network
Sami Council of Artists