Dansk Kunstnerråd råder over adgang / er repræsenteret i bestyrelsen for en række kunstnerboliger, som kan søges årligt. Her på siden kan du læse om stederne, ansøgningsfrister og hvilke kriterier der er opstillet for at komme i betragtning til stederne.
Klitgården
Klitgården er et refugium for videnskabsmænd, forskningsmedarbejdere og kunstnere, som har brug for at kunne koncentrere sig om et projekt eller et værk. Der er i alt plads til 15 personer.
Den enkelte gæst får et værelse med arbejdsbord og adgang til fælles rum. Derudover er der tre atelierer. Tre daglige måltider bliver serveret. Der er ikke indrettet et lydisoleret musikrum. Derfor kan Klitgården kun tage imod musikere og komponister, som bruger instrumenter med høretelefoner.
Se nærmere om Klitgården på www.klitgaarden.dk
Der bliver i perioder stillet legater til rådighed for kunstnere til arbejdsophold på Klitgården fra forskellige fonde. Disse legater dækker som regel opholdsudgifterne på Klitgården i 2 uger, på nær en egenbetaling på 110 kr / dag.
Dansk Kunstnerråd er som medlem af bestyrelsen for Klitgården Fonden med til at uddele disse legater og har indstillet 3 medlemmer til legatudvalget.
Der er ansøgningsfrister 2 gange årlig, 31. marts og 30. september, og ansøgningerne skal sendes til Klitgården Fonden, Damstedvej 39, 9990 Skagen, eller pr. mail til info@klitgaarden.dk. Ansøgningerne bliver efterfølgende behandlet af et legatudvalg, som Dansk Kunstnerråd har indstillet 3 medlemmer til.
For ansøgere gælder at man skal være medlem af en af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer og at man ikke skal have modtaget et tilsvarende legat i de seneste 2 år. Ansøgningen skal indholde en grundig beskrivelse af det projekt, som man vil arbejde med, og CV skal være vedlagt.
Lille Skiveren
Jens Otto Krags bolig Lille Skiveren, beliggende i den sydvestlige hjørne af Skagens Kommune, blev i 2000 overtaget af et sameje bestående nogle af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer. Ifølge Fondens fundats skal boligen bruges til påbegyndelse, gennemførelse eller afslutning af en eller flere kunstneriske arbejdsopgaver. Endvidere kan den bruges som refugium i kortere og længere perioder, samt til kortere seminarer og møder i de deltagende organisationers regi. De enkelte organisationer sørger selv for fordelingen af ophold til deres medlemmer.
Huset er stort og attraktivt, og beliggenheden er unik og tæt ved vandet. Til huset hører 18 tønder land, og der er udsigt til naturen fra alle husets vinduer.
I huset er der seks enkeltsenge, en trekvart seng og to sovesofaer. Ud over de 12 faste sengepladser er der fire gæstesenge til rådighed. Der er to badeværelser (det ene beliggende lige overfor saunaen), et atelier med pejs, et atelier med brændeovn og klaver (dog ustemt), stort spisekøkken, stor stue med pejs og flere terrasser. Der er netadgang og trådløst netværk i huset. Der er ingen vaskemaskine.
Skandinavisk Forening - Circolo Scandinavo - i Rom
Skandinavisk Forening (på italiensk Circolo Scandinavo) i det romerske Trastevere område indbyder alle kunstnere til at ansøge om et arbejdsophold. Alle kunstarter er repræsenterede: forfattere, filminstruktører, dramatikere, malere, billedkunstnere, komponister, scenografer, teater- og operainstruktører og arkitekter – alle er velkomne til at søge.
Skandinavisk Forening har eksisteret siden 1860’erne og har haft besøg af mange berømte landsmænd. I det 500 år gamle hus er der et sekretariat, der yder assistance til beboerne, der er fælles lokaler og køkken og en stor 200 m2. terrasse på taget. Huset gæstes årligt af 50-55 kunstnere fra hele Norden og ligger i et yderst inspirerende område af Rom.
Der er kun én deadline årligt. Skandinavisk Forening opfordrer til flere danske ansøgninger.
Gå ind på websitet på www.circoloscandinavo.it og find ansøgningsskemaet ”application form” og vælg den måned i det kommende år (fra september), som du ønsker et ophold i.