Kunst-og kulturlivet – især den del af det, der foregår udenfor hovedstaden – risikerer at blive taber, hvis regeringens udspil til sundhedsreform føres ud i livet i sin nuværende form. Udspillet lægger nemlig bl.a. op til, at regionerne ikke længere skal varetage kulturopgaver. I stedet skal regionernes kulturopgaver lægges over i kommunerne.
Men i kommunerne er der ingen til at samle kulturaktiviteterne op, og derfor har både kulturpolitikere og kulturaktører, bl.a. i Kulturmonitor, advaret imod forslaget. De peger på, at især det jyske kulturliv risikerer at blive sat år tilbage, hvis regionernes mulighed for at arbejde med kultur fjernes.
I Dansk Kunstnerråd bakker bestyrelsen og forperson Søren Bang Jensen op om kritikken:
”Vi opfordrer politikerne til at lytte til de tilbagemeldinger, der er kommet fra en lang række jyske kulturaktører den seneste tid: Værn om regionernes kulturmidler. Der er ikke tale om store summer, men det gør en kæmpe forskel, at de ligger hos regionerne. Det giver bl.a. kunstnere og kulturaktører mulighed for at skabe sammenhæng og netværk på tværs af sektorer og geografi, en udviklingsopgave, som ikke kan løftes af en enkelt kommune alene. Desuden er de regionale kulturpuljer vigtige for mange af de nye samarbejder mellem kultur- og sundhedssektoren, som er vokset frem de seneste år,” siger han.
Vigtige puljer for kultur og sundhed
Særligt i Region Midtjylland har de regionale kulturmidler en vigtig rolle for samarbejder mellem kultur-og sundhedssektoren.
Regionen har etableret platformen kultur som sundhedsfremme og støtter projekter, der inddrager kunst og kultur på sundhedsområdet. F.eks. i form af livekoncerter på hospitaler, læsegrupper for psykisk sårbare og kulturaktiviteter for børn og unge. Samtidig formidler regionen viden på området, bl.a. om ’Kultur på recept’-projekter, rettet mod borgere med stress og depression.
De øvrige regioners kulturpuljer støtter også projekter, der på forskellig vis inddrager kultur og sundhed. F.eks. har Trapholt Museum med støtte fra Region Syddanmarks kulturpulje tidligere i år realiseret projektet ’Tid’. Her engageredes over 800 borgere i 10 landsbyer fordelt over hele Region Syddanmark i at skabe et stort, fælles kunstværk, der efterfølgende blev udstillet på museet. En evaluering viste efterfølgende, skriver museumsdirektør Karen Grøn i et debatindlæg, at projektet bl.a. har haft positiv effekt på deltagernes mentale sundhed og trivsel.
I andre regionale kultur-og-sundhedsprojekter kan kunsten helt konkret flytte ind på sygehusene og sætte nye, sanselige og helende aftryk på afdelingerne. Det skete f.eks. i Dansk Kunstnerråds pilotprojekt Ventetid i 2022, støttet af Region Nordjyllands kulturmidler.
Kultur – en kur, der virker
At kunst og kultur kan forbedre mental sundhed og øge trivslen er veldokumenteret af både dansk og international forskning de senere år, f.eks. i Sundhedsstyrelsens tværgående evaluering af ’Kultur på recept’-projekter.
Desuden viser en stor rapport fra verdenssundhedsorganisationen WHO, der gennemgår over 3.000 videnskabelige studier, at kunst og kultur både har en forebyggende og behandlende effekt. Og at der er store summer at spare, bl.a. på antallet indlæggelsesdage, ved at inddrage kunst og kultur i sundhedssektoren.
På den baggrund undrer det Dansk Kunstnerråds forperson Søren Bang Jensen, at regeringens udspil til sundhedsreform lægger op til at sløjfe regionernes kulturopgaver.
”Med al den viden, vi har, om de positive effekter af at inddrage kunsten og kulturen på sundhedsområdet, bør kulturen styrkes, ikke sløjfes, i sundhedsreformen,” siger han.
”Hvis man vil have fuldt sundhedsmæssigt udbytte af investeringen i sundhedsfremmende kulturinitiativer, kræver det netop et regionalt overblik. Jeg håber, at politikerne vil lytte til de kunstnere, kulturaktører og sundhedsfaglige eksperter ude i regionerne, der alle har gode erfaringer med at samtænke kultur og sundhed. Og at regionerne også fremover får mulighed for at løfte de vigtige udviklingsopgaver på kulturområdet,” siger Søren Bang Jensen.
Baggrund: Kulturen i sundhedsreformen
Regeringen fremlagde 18. september 2024 udspil til en sundhedsreform. Læs om udspillet på regeringen.dk her.Udspillet lægger bl.a. op til, at regionerne ikke længere skal varetage kulturopgaver: “Der er dog enkelte opgaver, hvor det vil give mening at overføre opgaverne til kommunalt niveau og dermed samle kræfterne ét sted. Det gælder for eksempel kulturområdet.” (regeringsudspillet, del 1, side 43).
Det præciseres i del 2, s. 38 at: “Regeringen foreslår dog, at opgaver vedrørende kultur og grænseoverskridende samarbejder flyttes til kommunalt niveau.”
Regionernes kulturmidler har stor betydning for især det jyske kulturliv. Nyhedsbrevet Søndag Aften har samlet nedenstående tal fra Danmarks Statistik:
Regionernes samlede kulturbudget udgør 32 millioner kr. (2024).
Region Midtjylland bruger mest, knapt 14 millioner kr.
Region Syddanmark bruger knapt 9 millioner kr.
Region Nordjylland 5 millioner kr.
Region Hovedstaden og Region Sjælland, som sundhedsreformen foreslår at slå sammen, bruger hver især 2 millioner kr.