Kultur og medier skal være hjørnesten i europæisk demokratiforsvar

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil samle og forpligtige sine ministerkollegaer i EU på en erklæring, der skal understrege betydningen af kultur og medier som afgørende forsvarsværn i beskyttelsen af de europæiske demokratier.

Det fortalte ministeren på et rådsmøde i Bruxelles tidligere på ugen. Her præsenterede han også nogle af de øvrige danske målsætninger for EU-formandskabet på kulturområdet.

I målsætningerne står der bl.a., at det danske formandskab vil understrege kulturens iboende værdi såvel som den bredere samfundsrolle, kulturen spiller i at understøtte demokratiske værdier, samfundsforståelse og modstandsdygtighed i Europa.

Politisk opbakning til kunst og kultur
Kulturministerens udmeldinger kommer forud for, at Danmark overtager EU-formandskabet 1. juli 2025. Og meldingerne glæder Dansk Kunstnerråds forperson Søren Bang Jensen:

”Det er utroligt positivt, at der fra øverste politiske hold er så klar en forståelse af, at kunsten og kulturen er afgørende for vores demokrati,” siger han.

”I en urolig tid, som den vi lever i nu, bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi har et stærkt og velfungerende dansk kulturliv. Det kræver, at kunstnere og kulturskabere har ordentlige arbejdsvilkår. Jeg håber derfor, at kulturministeren også anerkender, at der er brug for at styrke de rammer, kunsten og kulturen skabes i, både på nationalt og europæisk niveau,” siger Søren Bang Jensen og tilføjer:

”Samtidig noterer jeg mig, at kulturministeren både har øje for kunstens brede samfundsrolle og for kunstens iboende værdi. Det er et vigtigt dobbelt perspektiv på kunstens og kulturens betydning, som vi deler i Dansk Kunstnerråd. For mig understreger det, at vi har et godt, fælles grundlag for at fortsætte den politiske dialog om, hvordan Danmark bliver et endnu bedre land at skabe kunst og kultur i.”

Fokus på kunstnerisk ophavsret og AI
I målsætningerne på kulturområdet for det danske EU-formandskab betoner kulturministeren desuden sikringen af kunstneres ophavsret i forhold til AI. Det er en helt rigtig og meget vigtig prioritering, mener Søren Bang Jensen:

”Kampen for at sikre dansk kultur handler i høj grad også om at sikre danske kunstneres muligheder for at leve af deres værker. Hvis det skal lykkes, skal vi stå sammen i Europa om at skabe klare regler og et fair og velfungerende marked, hvor kunstnernes ophavsret respekteres,” siger han.

 

Roald Als: Musk og Trump. Politiken 23. januar 2025.

Læs også:

”Trump, Musk og Zuckerberg udfordrer demokratiet. Danmark bør opruste kulturelt som et modsvar.”
Debatindlæg i Politiken af Søren Bang Jensen, forperson Dansk Kunstnerråd, januar 2025.

Tilmed dig vores nyhedsbrev