Endelig kan kunstens og kulturens institutioner: museer, teatre og biografer igen slå dørene op. I denne uge landede den politiske aftale om en genstart endelig og repræsentanter fra de professionelle kunstorganisationer i Dansk Kunstnerråd har løbende forhandlet og givet input til kulturordførerne i folketinget.
Midt i den umiddelbare glæde over genåbningen, er det fortsat meget vigtigt at huske alle de selvstændige, freelancere og professionelle kunstnere som står bag produktionen af det kunstneriske indhold til opsætninger, oplæsninger, danseforestilling, koncerter mm. Der er behov for, at der også fremadrettet er særligt fokus på kompensationsordninger og kunststøtteordningerne tilrettet disse da der bliver behov for en gradvis opstart. Ikke alt kan startes fra den ene dag til den anden.
Nok er den kunstneriske kreativitet forbundet med bevægelse og stor omstillingsparathed men der er behov for fortsat at have det politiske fokus rettet mod de særlige udfordringer de professionelle kunstnere har oplevet under nedlukningen. Som udgangspunkt er vi i Dansk Kunstnerråd glade for, at der er landet en aftale omkring genåbningen og repræsentanter fra vores kunst-organisationer står fortsat klar med input, tilpasninger og konkretiseringer mm. i den kommende tid.
På vegne af Dansk Kunstnerråd
Jørgen Thorup (formand)
Nis Rømer (Billedkunstnernes Forbund
Sara Indrio (Dansk Artistforbund)
Søs Nyengaard (Dansk Musikerforbund)
Benjamin Boe (Dansk Skuespillerforbund)
Peter Adolphsen (Skønlitterære forfattere)
Søren Krogh (Autor)
Bo Gunge (Dansk Komponistforening)
Lin Alluna (Danske Filminstruktører)
Om den nye åbningsaftale
https://kum.dk/aktuelt/nyheder/enighed-om-hjaelp-til-aabning-og-genstart-af-kulturlivet