Billedkunstner Mie Mørkeberg står midt i en spændende kunstnerisk proces: At male et stort gruppeportræt til Samtaleværelset på Christiansborg af 30 kvindelige politikere, som har haft betydning for demokratiet i Danmark fra 1915 til i dag.
Mie Mørkeberg i atelieret. Foto udlånt af kunstneren.
Gruppeportrættet er en særlig betydningsfuld opgave for Mie Mørkeberg. Hun ser nemlig mange paralleller mellem ligestillingskampene i det politiske liv og i kunstverdenen, fortæller hun:
”Som kvinde bliver man mødt med et særligt blik, hvor man vurderes på sit køn, før man vurderes på sit arbejde. Det gælder desværre både for politikere og for kunstnere.”
”Hvis du er kvinde, skal du trænge igennem nogen ekstra lag for at blive taget alvorligt som kunstner. Heldigvis har MeToo-bevægelsen forandret mange af de måder, vi taler om kønnenes forskellige vilkår og muligheder på. Men vi er stadig meget lang vej fra at have ligestilling i kunstlivet,” siger hun.
Og tallene giver hende ret: Selvom statistikken Kunstnere i Danmark viser, at der er flere kvinder end mænd blandt billedkunstnere (61% kvinder mod 39% mænd), så viser de seneste mange års opgørelser, f.eks. i en undersøgelse fra Slots- Kulturstyrelsen i 2023, at de fleste af de værker, som museerne køber, er skabt af mandlige kunstnere.
Hvad fortæller de tal dig?
”At mænd og kvinder stadig ikke har lige muligheder i kunstlivet,” siger Mie Mørkeberg.
Hun peger på, at skævheden har historiske og strukturelle årsager.
”Det handler bl.a. om, at mænd i århundreder har defineret synet på, hvad kunst er. Og på, hvem der kan være kunstner. Mange kunstsamlere er mænd, og min teori er, at de køber værker, skabt af personer, de kan identificere sig med. Dét er måske en af forklaringerne på, at gallerierne traditionelt har repræsenteret flest mandlige kunstnere. Og det er bl.a. gallerierne, som museerne kigger på, når de skal orientere sig om, hvad der foregår på kunstscenen,” siger hun.
Mie Mørkebergs ord falder i et interview i Dansk Kunstnerråds rapport Kunstnere i tal – om statistikken Kunstnere i Danmark. Hun en af fem kunstnere på tværs af kunstarterne, som i rapporten interviewes om, hvordan kunstnerlivene bag tallene ser ud.
Det handler bl.a. om kludetæppeøkonomi, manglende ligestilling og om branchevilkår for unge professionelle, når de fem kunstnere på tværs af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer i rapporten fortæller om deres arbejdsliv.
Læs også: Forfatter i Dansk Kunstnerråds rapport: Vi kan blive bedre til at stå fast på vores værdi
Kunstnerstatistikken, der udkom i december 2023, er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Statistik, Dansk Kunstnerråd og 19 af Kunstnerrådets medlemsorganisationer. Den bygger på datatræk fra knap 28.000 kunstnere og spænder over alle kunstområder, bl.a. musik, scenekunst, billedkunst, kunsthåndværk, litteratur og film.
100 år er for længe at vente på ligestilling
Hvis ikke det lykkes at gøre op med skævheden mellem kønnene i kunstlivet, vil den kunst, publikum møder, afspejle en meget smal erfaringsverden, mener Mie Mørkeberg:
”Hvis publikum f.eks. kun ser mandlige kunstneres værker, er der en hel dimension i erfaringen og erkendelsen af verden, som ikke findes. Og som derfor ikke tages seriøst. Tænk bare på, hvordan der i samtiden blev talt nedsættende om de blomstermotiver, børneportrætter og hjemlige interiører, som 1800-tallets kvindelige kunstnere malede,” konstaterer hun.
Personligt er Mie Mørkeberg tilhænger af at indføre kvoter for museers indkøb og udstilling af kunst, så kønnene bliver mere ligeligt repræsenteret i de rum, hvor publikum møder kunsten.
”Jeg tror, kvoter kan være vejen frem i en periode, for ellers tager det simpelthen for lang tid at skabe forandring. Vi kan ikke vente 100 år på, at den kunst, kvinder skaber, får lige så meget plads i offentligheden som mænds kunst,” siger hun.
Pt. er der dog ikke politisk opbakning til kvoter, og de seneste års debat om ligestilling og mangfoldighed i kultur- og kunstlivet, er også en stærk og vigtig faktor i det at skabe forandring, mener hun.
”Debatten skal ikke være en konkurrence om, hvem der har det sværest, men sætte fokus på, hvordan vi alle sammen kan få det bedre. Mændene skal have mulighed for at være mere sammen med deres børn, og hele kunstlivets talentmasse skal i spil,” siger hun.
Selv har hun lært meget af de seneste års offentlige samtale om køn og ligestilling: ”Jeg er blevet mere bevidst om, at ligestilling ikke kun handler om lige vilkår mellem kønnene, men også om lige vilkår for minoriteter og andre grupper i samfundet.”
”Og så har jeg fået mere forståelse for, hvad det har betydet for mig personligt at være kvinde og kunstner. Jeg blev gravid med mit første barn, da jeg gik på kunstakademiet. Dengang i begyndelsen af nullerne blev det anset som ret usmart at få børn som ung kunstner – altså hvis man var kvinde. En af de populære professorskoler var ledet af en mandlig kunstner med fem børn, og han var på toppen af sin karriere,” fortæller Mie Mørkeberg.
Fra Mie Mørkebergs atelier. Foto udlånt af kunstneren.
Usynlige mekanismer
Da hun tog afgang i 2006, var der mediefokus på en ny generation af markante kvindelige malere, bl.a. Julie Nord og Katrine Ærtebjerg, hvor hun – som er ca. ti år yngre end dem – var inkluderet.
”De her dygtige kunstnere stod for noget nyt, som gallerister og kunstskribenter syntes var spændende. Det blev jeg en del af, selvom jeg ikke arbejdede på samme historiefortællende måde i mine værker. Men bare det at jeg var kvinde og maler var tilstrækkeligt til, at jeg blev koblet sammen med dem. Vi var alle sammen irriterede over at blive sat i bås som det, journalister beskrev som ’kvindelige kunstnere i et eventyrligt pigeunivers’. Vi ville ses som kunstnere, ikke som ’kvindelige kunstnere’ og slet ikke som piger,” fortæller hun.
Hun husker, at mange dengang mente, at feminisme var et overstået kapitel og at kvindekampen for længst var vundet:
”Men jeg erfarede selv ret tidligt, at der var forskel på mænds og kvinders vilkår i kunstlivet. Det var der bare ingen, der gad at høre om i nullerne,” siger hun.
At det er svært for alle, uanset køn, at etablere sig som kunstner, er Mie Mørkeberg overbevist om. Men hun tilføjer, at det lige er en tand sværere for kvinder end for mænd. Bl.a. fordi de mekanismer, der skaber uligheden, er komplicerede og usynlige:
”Som kvindelig kunstner er man nødt til at forholde sig til mange andre lag i sit professionelle liv end selve det at gøre sig umage for at være god til sit arbejde. Nu hvor jeg blevet lidt ældre, er det rart at kunne læne mig lidt tilbage og stole på, at jeg er nået til et godt sted i min karriere, og at jeg er her i kraft af mit arbejde,” siger Mie Mørkeberg, der i dag er 43 år.
Og både tiden og erfaringen sætter sig spor i hendes kunst, fortæller hun:
”Den samtale, der har været i samfundet om feminisme de senere år, har ændret den måde, jeg udtrykker mig på i mine værker. Tidligere malede jeg oftest mennesketomme motiver. Men for nogen år siden gik det op for mig, at jeg faktisk var berøringsangst. Jeg holdt mig tilbage fra at male mennesker, og ville slet ikke male mig selv, fordi jeg ubevidst frygtede, at mine værker blev set som ’kønnede’. I dag er der kvinder i mange af mine værker, og det afspejler den tid, jeg lever i. I begyndelsen af min karriere var det lidt no go at vise kvindelighed og udtrykke følelser som kvindelig kunstner. Det er det heldigvis ikke længere!”
Samme barriere i forhold til at fremvise kønnede udtryk ser hun hos de kvindelige politikere, hun portrætterer på gruppemaleriet til Christiansborg.
”Kvindelige politikere har gennem tiden været nødt til at holde sig tilbage med at være ’for kvindelige’. Tydeligst måske for Helle Thorning-Schmidt, der pålagde sig selv at tale og klæde sig på en anden måde, så hun ikke fremstod ’for feminin’. For mig betyder det, at det er blevet særligt magtpåliggende at male de her politikere, så de fremstår som de hele mennesker, de er, med al deres viden, styrke og personlighed.”
Tekst: Journalist Miriam Katz.
Bio: Mie Mørkeberg (f. 1980)
Mie Mørkeberg er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006. Hun har udstillet og er repræsenteret på en lang række museer og gallerier herhjemme og i udlandet.I 2022 blev hun bedt af Folketingets Rådgivende Kunstudvalg om at udføre et stort portrætmaleri af 30 udvalgte kvindelige politikere, som har haft betydning for kvinders demokratiske virke i Danmark fra 1915 til i dag. Mørkeberg er valgt blandt fem billedkunstnere, der kom med bud på at løse opgaven.
Mie Mørkeberg er medlem af Billedkunstnernes Forbund, som er én af Dansk Kunstnerråds 23 medlemsorganisationer.
Læs mere: miemoerkeberg.dk
Mie Mørkebergs skitse til gruppeportrættet af 30 kvindelige politikere. Den ældste politiker på maleriet er Nina Bang, undervisningsminister for Socialdemokratiet 1924-26 og Danmarks første kvindelige minister. Den yngste er Johanne Schmidt-Nielsen, tidligere Folketingsmedlem for Enhedslisten og nuværende generalsekretær for Red Barnet. Maleriet kommer til at måle 2,80 x 4,50 meter. Det skal hænge i Samtaleværelset på Christiansborg og offentliggøres i november 2024. Foto udlånt af kunstneren.