Som led i Dansk Kunstnerråds fokus på databaseret interessevaretagelse har kunstnerrådet i marts måned haft besøg af Esben Danielsen, direktør i det nyetablerede Kulturens Analyseinstitut.
På dagsordenen var vidensudveksling og dialog om behovet for flere og bedre data om arbejdsvilkår for kunstnere på tværs af kunstarterne.
”Vi er rigtig glade for at have fået etableret god kontakt til det nye analyseinstitut, og glæder os til samarbejdet. Det handler både om at få mere viden om kunstneres løn, arbejds- og rettighedsvilkår, og om at skaffe et databaseret vidensgrundlag om den samfundsmæssige værdi af kunsten og kulturen i bredere forstand,” siger Nis Rømer, Dansk Kunstnerråds forperson.
Han peger på, at Dansk Kunstnerråd er i gang med Kunstnere i Tal, et stort dataprojekt sammen med Danmarks Statistik, og at kunstnerrådet derfor vil kunne bidrage med viden og data til arbejdet i Kulturens Analyseinstitut.
En god start
Også Esben Danielsen, direktør for Kulturens Analyseinstitut, ser frem til samarbejdet:
”Kulturens Analyseinstitut skal skabe viden til handlekraft. Viden der er behov for og brugbar. Det skal vi både for beslutningstagere, kulturinstitutioner og meget centralt for vores danske kunstnere. Derfor var det en virkelig god start på et fortsat tæt samarbejde og god dialog, som jeg ser meget frem til at fortsætte.”
Kunstnere i bestyrelsen?
Dansk Kunstnerråd har længe presset på for at politikerne skulle etablere et Kulturens Analyseinstitut. Rådet hilste det derfor varmt velkomment, da den daværende regering og aftalepartierne bag finansloven i maj 2022 blev enige om rammerne for et Kulturens Analyseinstitut, beliggende i Roskilde.
Analyseinstituttets bestyrelse blev nedsat i august sidste år, men de professionelle kunstnere og deres organisationer er ikke repræsenteret.
Det ønsker Dansk Kunstnerråd at få rettet op på, hvilket rådet gør opmærksom på i sit høringssvar til Lov om Kulturens Analyseinstitut, som er afgivet til Kulturministeriet.
Her foreslår Dansk Kunstnerråd, at der indstilles minimum to repræsentanter fra kunstnerorganisationerne i bestyrelsen for Kulturens Analyseinstitut.
Desuden foreslår Dansk Kunstnerråd, at det i lovgrundlaget for analyseinstituttet sikres, at analyseinstituttet belyser løn-, arbejds- og rettighedsvilkår for kunstnere, når de engageres til offentlig støttede aktiviteter.
Læs hele Dansk Kunstnerråds høringssvar til Lov om Kulturens Analyseinstitut her