Dansk Kunstnerråd konstituerer sig for 2020-2021- med valg af ny næstformand!

Bestyrelsen i Dansk Kunstnerråd afholdt denne uge konstituerende møde i sekretariatets lokaler på Hillerødgade, ydre Nørrebro. Foruden en dialog om hjælpepakker, tech-giganter og tiden efter covid, bød bestyrelsesmødet også på valg af næstformand samt en dialog om indsatsområder for rådets kommende periode. Det blev bl.a. besluttet at afholde seminar om indsatsområder for 2020-2021 i lyset af de udfordringer som covid-situationen har afstedkommet.
På billedet nedenfor ses bestyrelsen i Dansk Kunstnerråd for 2020-2021. Bestyrelsen består af både helt nye og erfarne kræfter. Valget af ny næstformand for perioden faldt på Sara Indrio – som foruden at være ny forkvinde i Dansk Artistforbund også arbejder som musiker og sangskriver. Dansk Kunstnerråd har fokus på det tværkunstneriske og alt det der samler de danske kunstorganisationer og medlemmer.

“Der har altid været behov for at stå sammen for at kæmpe for kunstnernes vilkår og kunstens vilkår. I lyset af covid er denne kamp kun blevet endnu vigtigere. Vi har stået sammen om at fremme kendskabet og forståelse for kunstnernes kludetæppe økonomi under covid. Den kamp fortsætter vi. Vi har under covid lock-down optaget endnu en organisation og har netop modtaget henvendelse om endnu et optag. Det viser vilje til fælles samarbejde. Der ligger ligeledes en kæmpe opgave i at skærpe fokus omkring de kunstneriske visioner som Dansk Kunstnerråd skal bidrage til at løfte i det danske samfund. Jeg glæder mig meget til arbejdet i vores nye bestyrelse og glæder mig over at vores nye næstformand, Sara Indrio har stillet sig til rådighed for et yderst vigtigt stykke arbejde “, udtaler formand for Dansk Kunstnerråd, Jørgen Thorup.

Som paraplyorganisation for 25 professionelle kunstorganisationer er bestyrelsen i Dansk Kunstnerråd tværkunstnerisk bestående af repræsentanter for en række kunstfelter, herunder:
Jørgen Thorup, (1. række mf.)
formand for Dansk Kunstnerråd, indstillet af Danske Populærautorer (DPA)
Nis Rømer, (1. række th.) indstillet af Billedkunstnernes Forbund (BKF)
Anders Laursen, (1. række tv.) indstillet af Dansk Musikerforbund (DMF)
Benjamin Boe Rasmussen, (2. række tv.), indstillet af Dansk Skuespillerforbund
Anne-Mette Wehmüller, (2. række tv.), (sekretariatschef Dansk Kunstnerråd)
Frederikke Friederichsen, ( 2. række tv.) indstillet af DJ Fotograferne
Sara Indrio, (2. række mf. ), næstformand i Dansk Kunstnerråd, indstillet af Dansk Artistforbund (DAF).
Peter Adolphsen, (2. række mf.), indstillet af Skønlitterære Forfattere
Bo Gunge, (2. række th.), indstillet af Dansk Komponistforening (DKF).
Anders Refn, (2. række th.,) indstillet af Danske Filminstruktører
Vil du vide mere om Dansk Kunstnerråd?
www.danskkunstnerraad.dk
Dansk Kunstnerråd er paraplyorganisationer for i alt 25 organisationer.
Uddybende spørgsmål mm kan rettes til sekretariatschef, Anne-Mette Wehmüller på dk@dansk-kunstnerrraad.dk eller på mobil 21340000.

Tilmed dig vores nyhedsbrev