Af: Anders Laursen, medlem af bestyrelsen i Dansk Kunstnerråd
Hvem kan se logikken i danske kulturbesparelser – i en tid hvor SKAT sender milliardbeløb ud af Danmark?
Det er svært at forstå logikken i kulturpolitikken, som den praktiseres over for bl.a. Det Kongelige Teater, som for nylig er blevet presset til besparelser både i den Kongelige Ballet og i det Kongelige Kapel. Det er svært at forstå, at man kan sende tocifrede milliardbeløb ud af landet i refunderet aktieudbytteskat – at vi er et land hvis Nationale statistik – Danmarks Statistik – regner 42 milliarder forkert på nationaløkonomiske nøgletal. Det er svært at forstå, at dette samme land ikke har råd til en forsvarlig kulturpolitik inden for alle kunstens forskellige områder, men at man hele tiden læser op af historien om “at vi alle må holde for og alle skal acceptere besparelser på snart det ene område og snart det andet område, fordi vi er i samme båd”. Hvilken båd, spørger jeg – og med hvormange rorsmænd med blikket rettet i hver sin kompasretning ? Det er alt for fattigt.