Mindeord for Jan Sonnergaard, skrevet af Jan Thielke, formand Danske Skønlitterære forfattere,
bragt i magasinet POV international. http://pov.international/jan-thielke-jan-sonnergaard-mindeord/
Gulvet, stolen, jeg måtte støtte mig til, alt er på et øjeblik blevet porøst, en ren afgrund. En fælles ven har ringet. ”Har du set det?” spørger han dystert. ”Hvad?” svarer jeg desorienteret. ”Jan er død,” siger han. ”Hvem?” siger jeg stadig lige desorienteret. ”Sonnergaard. Jeg har set det på B.T.s hjemmeside. Af hjertestop. I Beograd.”
Vi skulle mødes, når han kom hjem. Og lige få styr på verdenssituationen. Han ville stå for desserten. ”I kan godt glæde jer. Jeg er en god kok.” Det var bestemt ikke en overdrivelse. En enkelt gang havde jeg det held at være inviteret til middag hos Jan Sonnergaard, bare ham og mig og så den ene delikate ret efter den anden, tilberedt i det undseelige nordvest-køkken, så guderne og Babette sig forbarme. Og med rigelige mængder af rigtig god vin til.
Det var en lang gavmild frokost, som trak ud til ud på natten. Blandt de historier Jan fortalte der, var den fantastiske – og fløjlshandskefri – historie om nærigfesten, som man senere kunne læse i hans sidste roman Frysende våde vejbaner. Hvis der var noget han afskyede, var det småtskårenhed og nærighed i alle dens mange former. Og det var ikke bare i teorien. Han er et af de mest generøse mennesker jeg har mødt. Han gjorde verden større, når man var i den sammen med ham. Man gjorde den større sammen.
Men den rene Jesus var Søde Jan, som han så sødt (og syrligt) kaldte sig, heldigvis heller ikke. Han var realist, han var en stærk iagttager af sin omverdens og sine egne dårskaber. Og han tog de kampe, han syntes, der skulle tages. Det vidnede hans bøger om. Og det vidnede hans blik om.
Jeg har egentlig kendt til Jan Sonnergaard siden midt i firserne, hvor vi blev præsenteret for hinanden af en fælles veninde, som vi vist begge havde været lidt fascinerede af, og som mente, at der måtte være en fælles bølgelængde ift. musik og bøger ”og han skriver også”, sagde hun, men vi hilste egentlig bare kort og lidt kejtet til par private fester og på KUA. Jeg blev barnefader, fik en digtsamling ud og mistede kontakten til det miljø. Og så først Jan igen, da jeg så hans karakteristiske ansigt på flappen af Radiator, som var halvfemsernes brag af en prosadebut, dér i 1997. Sonnergaard gik mod strømmen. Novellegenren fik ny luft, pænheden var væk, den rå realisme var tilbage og det polemiske, det spidende virkelighedstro portræt.
Siden stødte jeg med mellemrum på ham, hørte nyt. På gaden. Til et møde. På vej til Løgismose. Til en reception – hans udgivelsesreceptioner var rene fester og endte altid på Floss, hvor han har fået opkaldt Søde Jan-drinken efter sig.
Han sparede ikke sig selv, men det er ubegribeligt, at Jan Sonnergaard pludselig er væk. Det er rystende. Der burde have været årtier til.
Virkeligheden burde ikke være sådan.