Kunst- og kulturarbejdere har svære arbejdsvilkår. Flere har jobs ved siden af det kunstneriske arbejde, andre forlader branchen helt, nogle har dårlig mental sundhed, og mange har svært ved at få arbejde og privatliv til at balancere.
Det er baggrunden for, Aron – Center for bæredygtigt arbejdsliv, har taget initiativ til Projekt GRO, der handler om at skabe bæredygtige arbejdsliv for kunst- og kulturarbejdere. Projektet, som Dansk Kunstnerråd deltager i, er nu midt i sin anden fase. Her tilbyder procesledere fra fem af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer en række gratis vækstgrupper for bl.a. billedkunstnere, skuespillere og musikere.
Proceslederne modtager supervision undervejs, og deres erfaringer og refleksioner indgår i udvikling af en håndbog for fremtidige procesledere. Samtidig justeres det dialogværktøj, som bruges i vækstgrupperne. Målet er, at kunst- og kulturarbejdere fremover kan bruge værktøjet i vækstgrupper til at få nye ideer og inspiration til et bæredygtigt arbejdsliv. Og at kunstnerne har stor glæde af at deltage, har flere af dem tidligere fortalt:
“Ved at deltage i denne vækstgruppe er det gået op for mig, hvor ensom jeg egentlig føler mig i mit arbejdsliv. Men i dette rum føler jeg mig som en del af et arbejdsfællesskab. Tak for det.”
Værdifuld læring
Det billede genkender Karen Mette Fog Pedersen, der er kursus- og projektleder i Billedkunstnernes Forbund og en af de seks procesledere i GRO:
”Der et stort behov i branchen for at dele de udfordringer, som kunstnerlivet kan rumme. Og det er vigtigt, at det sker i et trygt rum sammen med ligesindede. GROs dialogværktøj giver os en virkelig god ramme for at komme omkring alle relevante emner, og samtidig sikrer det, at vi fra møde til møde får fulgt op på, hvordan deltagerne skaber forandringer i deres arbejdsliv,” siger hun, der ligesom de øvrige procesledere certificeres som GRO-procesleder i juni måned.
”Den læring, jeg har fået i arbejdet med vækstgruppen, er værdifuld både for videreudviklingen af GROs dialogværktøj og for den organisation, jeg kommer fra, Billedkunstnernes Forbund. F.eks. er det tydeligt, at mange deltagere har brug for endnu mere vejledning om de ofte komplicerede økonomiske og juridiske spørgsmål, kunstnere støder ind i som selvstændige og freelancere. I GRO-vækstgruppen kan deltagerne både få personlig sparring fra kolleger og faglig information om, hvor man henter viden og støtte i arbejdslivet som kunstner,” siger hun.
De samtaler, der er opstået i vækstgruppen, har også handlet om helt konkrete udfordringer, f.eks. i forhold til deltagernes arbejdsmiljø, fortæller Karen Mette Fog Pedersen:
”Mange kunstnere arbejder alene og tænker måske ikke over, hvordan deres arbejdspladsen er indrettet, så de undgår arbejdsskader. Eller på om de materialer, de arbejder med, kan være skadelige for helbredet. De spørgsmål bringer GROs dialogkort op, og det åbner for fælles refleksioner, der ofte fører til hurtige og vigtige forbedringer af kunstnernes arbejdsliv,” siger hun.
Vigtigt fællesskab
GROs dialogværktøj består bl.a. af en såkaldt Arbejdslivsprisme med otte dialogkort, der bl.a. handler om faglighed, vilkår & rettigheder, selvledelse og det hele liv.
Og dialogkortene sætter gang i en masse spændende, men også sårbare dialoger og processer blandt vækstgruppedeltagerne, fortæller Thomas Knuth-Winterfeld, GRO-procesleder i Dansk Skuespillerforbund.
”I vores branche bliver ens selvværd tit sat på prøve, og man kan i perioder føle sig ensom og usynlig – især når man er imellem jobs. I GROs vækstgrupper opdager deltagerne, at de ikke er alene, men at de er del af et stærkt fagligt fællesskab. Dialogkortene giver os mulighed for at tale struktureret og trygt om vores arbejdsliv. Det er et utroligt vigtigt rum at kunne gå ind i sammen,” siger han, der ligesom de øvrige GRO-procesledere skelner mellem de udfordringer i kunstneres arbejdsliv, som den enkelte selv kan forsøge at løse, og dem, som man ikke selv er herre over. Som f.eks. den økonomiske usikkerhed, som præger store dele af branchen.
”Her er GROs dialogværktøj en fremragende rammesætning, fordi det sikrer, at vi anerkender de ting, der kan være svære, samtidig med at vi prøver at tænke i nye baner og bryde mønstre og vaner. Vi kommer til bunds i hver enkelt deltagers udfordringer og alle får en opgave med hjem, som skal løses til næste gang. Det kan f.eks. handle om at få ringet til en potentiel arbejdsgiver, eller kontakte en person i sit netværk. Det har virkelig været stærkt at opleve, hvordan deltagerne bakker hinanden op og følger med i hinandens udvikling,” siger han, der netop har afsluttet forårets forløb i GRO og håber, at vækstgrupperne kan fortsætte fremover:
”Det her projekt viser, hvor vigtigt det er, at vi som kunst- og kulturarbejdere har et stærkt fagligt fællesskab, hvor vi kan dele vores erfaringer og støtte hinanden.”
Dansk Kunstnerråd og Projekt GRO
Fem af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer er del af Projekt GRO:
Billedkunstnernes Forbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Skuespillerforbund og Uafhængige Scenekunstnere.I foråret 2023 har Projekt GRO tilbudt en række gratis vækstgrupper til kunst- og kulturarbejdere. Grupperne mødes fire-seks gange. Da kunst kan være svær at sætte i bås, har det ikke været et krav, at man er medlem af en af de seks organisationer for at deltage.
Hvad er Projekt GRO?
Projekt Gro sætter fokus på at identificere, hvad kunst- og kulturarbejdernes største udfordringer er, når det gælder bæredygtigt arbejdsliv. Og på at udvikle dialogværktøj, der kan bruges i vækstgrupper til at skabe nye praksisser i arbejdslivet. Målet er, at samtaler, refleksioner og løsninger i gruppen fremmer den enkeltes mulighed for at få et bæredygtigt arbejdsliv trods vilkårene og rammerne i branchen.GROs dialogværktøj er udviklet i to faser:
Fase 1 blev afsluttet i sommeren 2022. Her blev kategorier og temaer til at fremme et bæredygtigt arbejdsliv for kunst- og kulturarbejdere indsamlet og afprøvet.
Fase 2 løber fra efteråret 2022 til slutningen af 2023. Her færdigudvikles dialogværktøjet, og en guide til facilitatorer udvikles og afprøves.
Guiden til facilitatorer udvikles ved, at seks udvalgte kunst- og kulturarbejdere driver en vækstgruppe hver. Hver vækstgruppe består af otte af kunst- og kulturarbejdere, der mødes fire-seks gange. I vækstgruppen afprøves dialogkortene og guiden. På den måde er facilitatorerne med til at kvalificere og udvikle den endelige guide. Samtidig opnår facilitatorerne en certificeret GRO-proceslederuddannelse.Projektet er støttet af Velliv Foreningen.