Sammendrag fra Workshop på Ungdommens Folkemøde
– Unges holdning til fremtidens kulturforbrug indenfor emnerne digitalt kulturforbrug, mangfoldighed i kultur og live-oplevelser
Da Ungdommens Folkemøde (UFM) blev afholdt i Søndermarken 7. – 8. september 2017 deltog ca. 150 unge af de i alt 30.000 deltagende i en workshop om hvordan man kunne inddrage kunst og kultur mere i unges liv. Workshoppen var arrangeret af Stage of Art og herunder en række af Dansk Kunstnerråds organisationer.
De unge worshop deltagere forholdt sig bl.a. til løsningsforslag, fordelt på tre hovedemner; Live, Digital og Mangfoldighed. Løsningsforslagene blev vurderet ud fra en skala fra 1-5 af et dommerpanel. Dommerpanelet bestod af artist og musiker, Pernille Rosendahl, livsstils-coach, Mike Sheridan og Christina Bilde fra Roskilde Festivals arrangørteam. De tre dommere kom med feedback ud fra hvor innovative og realiserbare ideerne var, samt hvor meget værdi ideen vil skabe for publikum og producent. De forskellige løsningsforslag til de tre hovedemner blev skrevet ned, vurderet af dommerne, hvor de derefter blev sendt videre til Dansk Kunstnerråd. Vi har her samlet de unges bud i et sammendrag.
– Unge og det digitale kulturforbrug i fremtiden
De hyppigste løsningsforslag inden for det digitale emne omhandler et ønske om, at kunst og kulturen skal inddrages mere i folkeskolerne. For at inddrage kunst og kultur i skolerne, mener de unge at man skal forny undervisningen og gøre mere ud af de kunstneriske fag (musik og billedkunst). Ved at gøre dette, får fremtidens børn og unge en mulighed for at se de kunstneriske fag som en disciplin/et fag-felt på lige line med f.eks. idræt eller matematik.
-Digital platform for kunst og kultur i skolerne
Hvis man ønsker at fremme de unges digitale kulturforbrug i fremtiden, bliver det bl.a. nævnt, at man kunne oprette en elektronisk platform for kunstnere. Kunsterne skal kunne uploade nogle af deres værker, hvor skolerne herefter kan have mulighed for at leje sig ind, så lærerne og eleverne kan bruge det som en integreret del af undervisningen, og også gerne gennem direkte besøg af kunstneren. Udover dette synes de unge også, at det er vigtigt, at der kommer flere kunstneriske linjer på gymnasiet med fokus på kunst i stedet for det boglige, og eventuelt en blanding af disse.
En anden idé, er at en kunstner kan blive tilbydt et gratis lokale på en skole – så man som elev kan se hvordan kunsten bliver til og blive inspireret af kunstnere som arbejder indenfor deres felt.
-Live-musik skal være billigere for unge
Ideerne til hvordan live-scenen skulle fornyes og forbedres centrerer om det faktum, at de unge ønsker, at det skal være billigere at komme til koncerter, festivaler og ture for unge mennesker og familier, så de kan få muligheden for at møde nyt og opleve andre ting.
På Ungdommens Folkemøde kom der derfor nogle forslag om, at vi skal have mange flere koncerter og festivaler, som ikke er så dyre at de går ud over de unges økonomi. Det vil sige at oplevelserne skal være så billige som muligt. Et prisniveau på f.eks. 100 -150 kr. til unge for koncerter og festivaler. Nogle af de unge kom endvidere med den idé, at man kunne lave en app, hvis formål er at udbrede kunst og kultur. Tanken er, at jo flere der har app’en jo billigere vil koncerterne og festivalerne blive for dem der har appen.
Nye og gamle musikere skal komme og spille – men også amatørmusikkere, som vil vise hvad de kan og som ønsker at arbejde videre indenfor musikken. Fra de unges side, er der et grundlæggende ønske om at opleve nye ting.
-Kunst og kulturoplevelser i udlandet skal være til at tilgå
De unge har ligeledes gjort sig tanker om, at det også skal være billigere at komme på ture sammen med vennerne og familien. Et forslag er at det skal koste 150 kr. pr. person for at komme på en museumsbesøg og hvis det var en tur til udlandet, burde det koste mellem 1.500 og 4.000 kr. pr. person .
Nogle af turene, de unge har forslået, er nogle rejser, f.eks. en tur til USA, hvor der en drive-in bio med dinner. En tur til Italien, hvor der er museumsbesøg, turer til seværdigheder osv, en tur til Afrika, hvor man lære om den afrikanske kultur. Eksklusivt 5 dages ophold i landene. Der er et gennemgående ønske fra de unges side, at ture og kulturoplevelser bliver billigere for en bredere gruppe, og man som rejsende forholder sig aktivt til den kultur man besøger.
– Mangfoldigheden i danske film skal forbedres.
På Ungdommens Folkemøde har 150 unge skrevet forskellige løsnings forsalg til hvordan man med kunst kan åbne folks øjne for nye kulturer og religioner. Mangfoldigheden indenfor dansk film skal forbedres. Vi skal væk fra ”stereotypen” – Det er ikke altid Hassan, som skal spille kioskmand. Der forudsætter også, at der er flere forskellige slags kulturer repræsenteret i mange af de danskproducerede film.
-Hverdagens kultur i fokus
Man skal blive bedre til at vise forskellige kulturer både i personkarakteristikken, gennem humor og gennem beskrivelser af hverdagslivet i forskellige ungdomskulturer. Det vil give den kommende generation bedre mulighed for at lære at acceptere hinandens forskelligheder. Temauger, hvor børn og unge i landets skoler er med til at lave mad med oprindelse i fremmedartede kulturer/et andet køkken, er en anden meget direkte måde at fremme forskellige kultur-indtryk og give børn og unge en bredere forståelse af hinandens kulturer.
Dette sammendrag er udarbejdet af Alejna Iseni, Sjalla Havtorn og Sawsan Zaabalawi fra Gladsaxe skole (GXU) i forbindelse med praktikforløb ved Dansk Kunstnerråd.