Der ligger en stor opgave i at formidle den værdi, kunsten og kulturen bidrager med. Både de hårde økonomiske data og alt det, der ikke kan måles og vejes. Og det gør man bedst, når man står sammen. Derfor er det vigtigt for Danske Kunsthåndværkere & Designere at være medlem af Dansk Kunstnerråd, fortæller forperson Hanne B. Sønnichsen.
”Vi har mange fælles udfordringer, som bedst løses i fællesskab. Det handler om kunstneres arbejdsvilkår, hvor problematikken omkring gratis og dårligt betalt arbejde desværre gælder på tværs af kunstarterne. Men det handler også om at sikre, at de forskellige kunstarter behandles lige i lovgivning og bestemmelser. Vi har brug for den gennemslagskraft, vi får, når vi står skulder ved skulder. Så får vi pludselig en størrelse, der gør os synlige i det store billede,” siger hun, der også ser Dansk Kunstnerråd som et vigtigt internt forum i kulturlivet:
”Det er rigtig godt at få sat ansigt på kollegaer og søsterorganisationer. Det er med til at gøde jorden for bedre samtaler og udvikling, få hjælp til problemløsning og gensidig inspiration,” siger Hanne B. Sønnichsen.
Kunstens værdi
For Danske Kunsthåndværkerne & Designerne er der især ét tema, der gennemsyrer alle dele af det politiske arbejde: At synliggøre kunstens og kulturens værdi. Mange er nemlig ikke bevidste om alt det, kunstneres arbejde betyder i hverdagen, mener kunsthåndværkernes og designernes forperson.
”Der er brug for mere dannelse og bevidsthed om, hvor vigtigt alt det, vi omgiver os med, er. En kop er ikke bare en kop, en stol ikke bare en stol. Der ligger en hel masse processer, faglig viden og historie bag, som ikke bare gør genstande funktionelle, men også skaber livskvalitet og mening,” siger Hanne B. Sønnichsen.
”Kunsthåndværkere og designere udfører et arbejde, som har kæmpestor betydning. Uden vores arbejdsindsats bliver samfundet fattigt. Vi har brug for at udvikle et sprog, som kan formidle den værdi, vi bidrager med. Ikke kun den økonomiske værdi, men også den mere uhåndgribelige, som f.eks. handler om æstetik, identitet og fællesskab. Det er en formidlingsopgave, som Dansk Kunstnerråd kan samle kolleger i hele kulturlivet om. Så vi sammen kan synliggøre kunsten og kulturen, og også gerne gøre det attraktivt og interessant at vælge kunst og kultur som levevej,” siger hun.
Kunstnere viser vej
At skabe synlighed om kunstens og kulturens samfundsværdi er netop opgaven for det nyetablerede Kulturens Analyseinstitut, der i denne tid bl.a. er i dialog med Dansk Kunstnerråd om fremtidigt samarbejde.
Samtidig har Dansk Kunstnerråd igangsat sit nye dataprojekt Kunstnere i Tal, som Danske Kunsthåndværkere & Designere også deltager i.
”Det er vigtigt at få sat tal vores arbejdsvilkår. De små, sammensatte kunstnerøkonomier har i mange år været italesat som noget negativt, men måske kan andre i virkeligheden lære lidt af os i en fremtidig, mere bæredygtig verden: At arbejde ikke behøver foregå i kæmpestore enheder, men at der faktisk også ligger en styrke i de små bæredygtige, daglige indsatser, som mange af os små selvstændige i kunst- og kulturlivet udfører. Kunsthåndværkere og designere har ry for at være Danmarksmestre i patchworkøkonomi. Måske ligger klodens overlevelse endda gemt i vores måde at organisere arbejdet på,” siger Hanne B. Sønnichsen.
Derfor opfordrer hun kulturminister Jakob Engel- Schmidt til at invitere kunsthåndværkere, designere og andre kunstnere og kulturarbejdere med ind i de rum, hvor kulturpolitikken udformes.
”Der er meget at vinde ved at invitere os med ind i de politiske processer. Vi er eksperter i at tænke i skæve indgange til problemløsninger og tværgående tankemønstre. Det er jo sådan, vores hverdag er. Lige fra den måde, vi sætter vores økonomi sammen på, til de problemløsninger, vi når frem til i vores produktion og praksis. Uanset om det er teaterinstruktøren, keramikeren eller tekstilkunstneren. Vores uddannelses- og erfaringsmæssige baggrund gør os til værdifulde samarbejdspartnere i politiske råd og nævn.”
Investér i kunsten
Ligesom det øvrige kunst- og kulturliv ser Danske Kunsthåndværkere & Designere frem til den kulturpolitiske redegørelse, som er på vej fra kulturministeren nu her i maj måned.
”Danmark bryster sig af at være en design-nation. Men hvordan mærker vi det i dagligdagen? Hvordan udmønter det sig i uddannelserne? Det håber vi, at kulturministeren vil være med til at undersøge,” siger Hanne B. Sønnichsen.
Hun peger på, at offentlige kulturmidler ikke bør ses som støtte, men som investeringer: ”Når man laver en investering, forventer man, at den giver et udbytte. Ikke at det altid skal kunne betale sig at investere på kunstens og kulturens område, men jeg tror det er vigtigt, at vi ænder sproget i den her sammenhæng. Så vi forstår, at det her område har værdi.”
Og en af de idéer, som politikerne bør investere i, er at alle kunstretninger bør have en statsfinansieret platform, mener Danske Kunsthåndværkere & Designeres forperson:
”På vores område kunne det være et udstillingssted for kunsthåndværk og design. Det kunne skabe bred synlighed og bevidsthed om den værdi, vi bidrager med.”
Læs flere interviews med Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer her
Danske Kunsthåndværkere & Designere (DKoD)
Er en forening for godt 500 professionelle, skabende kunsthåndværkere og designere. Foreningen blev stiftet i 1976 og har til formål:– at arbejde for en kunstnerisk og håndværksmæssig udvikling af dansk kunsthåndværk og design
– at arbejde for medlemmernes faglige og erhvervsmæssige interesser
– at arbejde for en forbedring af kunsthåndværkernes og designernes arbejds- og levevilkår
– at udbrede kendskabet til og brugen af kunsthåndværkere/designere og deres arbejder i alle dele af samfundet
– at styrke og koordinere kunsthåndværk- og designområdet med henblik på at skabe forståelse for og anerkendelse af kunsthåndværk og design som kulturfaktor.
Mere info om foreningen her: dkod.dk