Visionær kulturpolitik skal bygge på solid viden om kunstneres arbejdsvilkår. Derfor er arbejdet for at sikre flere og bedre data på tværs af kunstområderne et af de emner, der er på dagsordenen, når Dansk Kunstnerråd er i dialog med politikere og beslutningstagere om at fremme kunstnernes vilkår og branchen bredt.
I oktober og november 2023 har Dansk Kunstnerråds forperson Nis Rømer og sekretariatschef Anne-Mette Wehmüller bl.a. været på Christiansborg for at mødes med kulturordførerne Zenia Stampe (R), Mogens Jensen (S) og Jan E. Jørgensen (V).
På møderne har Dansk Kunstnerråd bl.a. talt med politikerne om:
- Hvordan vi bedst bidrager med flere tal og viden om området
- Hvordan vi fremmer vilkårene for unge kunstnere og kunstnere på vej ind i branchen
- Hvordan vi fremmer vilkårene for både ansatte og selvstændige i branchen
- Hvordan vi fremmer mere kunst og kultur i skolerne
- Hvordan vi kan understøtte kunstens og kulturens vækstlag bedre
- Kunstens rolle i at danne og samle befolkningen
- Hvor vigtigt det er at styrke alle dem, der løfter kunsten og kulturen i lokalområderne i hele Danmark.
Brug for data om kunstnervilkår
Kulturministeriet og Folketinget har de seneste år anerkendt behovet for at indsamle mere viden om vilkårene på kulturområdet for at kunne træffe politiske beslutninger, der bidrager til et kulturliv, der betyder mere for flere. Det er en udvikling, som Dansk Kunstnerråd længe har arbejdet for.
Dansk Kunstnerråd bidrager til at skabe større viden om de skabende og udøvende kunstneres vilkår på tværs af kunstområder i det nye dataprojekt Kunstnere i Tal, som udføres i samarbejde med Danmarks Statistik.
De første resultater af dataprojektet offentliggøres i december 2023.
Læs også: Kunstnernes Kulturpolitik – Dansk Kunstnerråds politiske program 2023.