Databaseret viden om kunstnervilkår har hidtil været en mangelvare i dansk kulturpolitik. Det blev især tydeligt under Coronapandemien, hvor det viste sig, at politikere og embedsfolk manglede indblik i de forhold, kunstnere og kulturskabere arbejder under.
Men det bliver der nu rådet bod på: Dansk Kunstnerråd har indgået en aftale med Danmarks Statistik om et stort datasamarbejde, der skal sætte tal på – og løbende udarbejde statistik om – kunstneres og kulturskaberes sociale og økonomiske vilkår.
”At få bedre og flere data om kunstnervilkår er noget, vi i Dansk Kunstnerråd har arbejdet for længe. Derfor er vi rigtig glade for, at det nu er lykkedes at få etableret et samarbejde med Danmarks Statistik på vores område,” siger Nis Rømer, forperson i Dansk Kunstnerråd.
Læs også: Danmark får for første gang en samlet statistik om kunstnere, pressemeddelelse d. 6. december 2023
”Databaseret viden om de rammer, kunst og kultur skabes under, er en vigtig forudsætning for at udforme velfungerende kulturpolitikker. At få flere tal på kunstnernes vilkår betyder også, at vi i Dansk Kunstnerråd – og i vores medlemsorganisationer – kan blive endnu skarpere på at varetage kunstnernes og kulturskabernes interesser,” siger han.
Nødvendigt fokus
Der er flere perspektiver i det nye dataprojekt Kunstnere i Tal, fortæller Nis Rømer:
”F.eks. vil dataindsamlingen kunne give løbende indblik i Coronapandemiens og andre krisers eftervirkninger på kunstnernes økonomi. Og det vil blive muligt at lave mere komplekse analyser om kunstens betydning i samfundet og pege på, hvor vi som branche kan sætte ind for at skabe mere værdi og hvor der er udviklingspotentialer. Men helt centralt står behovet for at sætte skarpere fokus på kunstnervilkår.”
”Interessevaretagelsen i kulturlivet herhjemme har været skæv, fordi kunstnerne ikke har haft tilstrækkelig adgang til data og analysekapacitet, modsat f.eks. kulturlivets institutioner og erhvervsorganisationer. Vores dataprojekt skal specifikt skabe bedre indblik i kunstnernes og kulturskabernes vilkår. Men vi skal også opbygge analysekapacitet på kunstnersiden, så vi kan styrke rammevilkårene for at skabe og udøve kunst i Danmark.”
Nis Rømer peger på, at bedre og flere data også styrker politikudviklingen i kunstnernes og kulturskabernes egne organisationer:
”Et bedre vidensniveau gør, at vi kan koble politikker med viden. Holdninger og følelser med tal. Det vil give os nye måder at arbejde på. Det betyder også at vi skal lære nyt og lære af hinandens erfaringer undervejs.”
Baggrund: Kunstnere i Tal
Dataprojektet er skudt i gang i november 2022 og løber frem til ultimo 2023. Projektet er organiseret af Dansk Kunstnerråd i samarbejde med Danmarks Statistik, med en bevilling fra Kulturministeriet.Dansk Kunstnerråd har inviteret de første medlemsorganisationer til at byde ind med ønsker til, hvilke data Danmarks Statistik skal indsamle.
I opstartsfasen vil Dansk Kunstnerråd i samarbejde med Danmarks Statistik tilbyde workshop, dialogmøder og direkte rådgivning om data til kunstnerrådets medlemsorganisationer. På sigt vil Dansk Kunstnerråd udgive publikationer og analyser som led i dataprojektet. De første tal og statistikker ventes at være klar til offentliggørelse i 2023.
Læs også: